Det burde i dag være overflødigt at argumentere for, at klimahandling er af afgørende vigtighed – og det er det sikkert også. Jeg vil dog alligevel nævne et par forhold, som jeg selv lægger stor vægt på i min egen forståelse af problemet. Planeten Jorden ligger i den afstand fra Solen, som man kalder ”den grønne zone” – den afstand, hvor der kan opstå liv, fordi der hverken er for varmt eller for koldt. Ingen andre af solsystemets planeter ligger i denne zone – et forhold, som de fleste vel er klar over i dag. Til gengæld er der nok ikke så mange, der er opmærksomme på, at Jorden faktisk ikke længere ligger i denne zone. Årsagen er, at Solen langsomt bliver varmere og er blevet ca. 30% varmere i de næsten 4 milliarder år, der har været liv på Jorden; den grønne zone flytter sig derfor langsomt udad i solsystemet. I dag ville temperaturen på Jorden være over 100 grader Celsius, hvis der ikke var liv – altså over vands kogepunkt – og liv ville derfor ikke kunne opstå. Jorden er derfor kun levende i dag, fordi den har været det i næsten 4 milliarder år – og fordi livet har sørget for at holde temperaturen indenfor de rammer, hvor livet kan trives, overleve og udvikle sig, til trods for, at Solen er blevet varmere.
Vores viden om, hvordan livet på den måde ”regulerer termostaten” er i dag begrænset, men vi ved, at det altovervejende er planetens mikroorganismer, der har varetaget og stadig varetager denne opgave – vi ved dog ikke præcist, hvordan det foregår. Vi ved også, at den løbende afkøling i væsentligt omfang er sket ved at CO2 i atmosfæren gradvist er blevet reduceret, dels via dannelse af kalkbjergarter i havet, og dels – men i meget mindre omfang – ved begravelse af organisk materiale, som vi i dag udnytter i form af kul, olie og naturgas. Endelig ved vi, at denne afkølingsmekanisme ikke kan vare evigt; på et tidspunkt vil reguleringen i biosfæren bryde sammen og temperaturen vil stige ret hurtigt til over vands kogepunkt – det kan dog vare meget længe, måske flere hundrede millioner år, måske endnu længere. Naturligvis forudsat, at vi ikke selv ødelægger tingene.
Vi ved faktisk meget lidt om vores levende planet, og vi ved endnu mindre om os selv – så vi er i dag i gang med et meget risikabelt hasardspil med vores eneste hjem og dermed med vores egen fremtid. Vi kan dog næppe ødelægge vores levende planet – men vi kan sagtens spolere den for os selv. Det er det, vi skal forsøge at lade være med.