Vi skal helt klart have væsentligt flere havvindmølleparker, og også gerne flere vindmøller på land og flere solceller – for grundstammen i vort fremtidige energisystem skal være el fra vind og sol. Dette er ikke noget økonomisk problem, for her er i dag tale om sunde investeringer med gode afkast. Men der ligger vigtige udfordringer forude, for efterhånden som vind og sol bevæger sig op i fuldt fremtidigt omfang, får vi godt nok færre perioder, hvor det er nødvendigt med supplerende energikilder til elforsyningen, men vi får også flere og meget længere perioder med overløb af strøm, og disse overløb bliver også langt større, end de er i dag.
Indtil videre har vi nogenlunde kunnet håndtere disse overløbsproblemer via de stadig flere store kabelforbindelser til vore nabolande eller ved at stoppe nogle af møllerne, når det blæser meget, men dette vil slet ikke forslå videre frem ad banen. Så kunne man bruge overløbet til at opvarme vand til fjernvarmen via store varmepumper, men det blev som allerede nævnt ikke rigtig til noget væsentligt, fordi afgiftsstrukturen stadig var rettet mod fortiden. Måske er dette ikke en meget stor skade, fordi også denne løsning heller ikke tilnærmelsesvist vil forslå på længere sigt, men det ville have været en fin, fremadrettet og bæredygtig løsning for fjernvarmeselskaberne, som måske også kan blive realiseret på længere sigt, hvis det stadig giver mening til den tid.
På lidt længere sigt er der relativt bred enighed om, at de stadig større strømoverløb skal omdannes til ”grøn gas”, gerne i form af methan, som direkte kan lagres og fordeles i naturgasnettet, som så med tiden også kan blive ”grønt”. Dette teknologiområde kaldes i dag P2G (Power to Gas eller Power to X, hvis man også videreprocesser gassen til flydende biobrændsler) og skal formentlig realiseres ved at bruge strømmen til at spalte vand i ilt og brint og så klappe fire brintatomer på ét kulstofatom og dermed få methan, CH4. Dette kan fint lade sig gøre i dag, men der er store tab i konverteringsprocesserne, som det er vigtigt at få nedbragt i størst muligt omfang via teknologiudvikling.
Herudover er der en anden problemstilling, for hvor skal kulstoffet komme fra? Det må jo ikke komme fra fossile brændsler, for så er vi lige vidt, og det må heller ikke så gerne komme fra biomasse, som jo i forvejen er en meget begrænset ressource, der også skal bruges til meget andet, herunder til at skabe en række af alle de materialer, som i dag produceres på grundlag af olie, f.eks. plastik og meget andet. Den bedste løsning er selvfølgelig at tage kulstoffet fra luftens allerede for store indhold af CO2, hvis dette er muligt. At tage CO2 ud af atmosfæren eller direkte fra skorstene og så omdanne det til grøn methan vil næsten være et Columbusæg, og det kan faktisk godt lade sig gøre, men løsningerne er p. t. i høj grad på pilotanlæg-stade og kun enkelte er i nærheden af at være modne. En sådan løsning vil yderligere have den fordel, at den giver en ny kilde til CO2-neutrale brændstoffer (som kaldes ”electrofuels”) og andre anvendelser, som man ellers skulle have brugt biomassen til, og den reducerer derfor presset på biomasseressourcerne.
Det er oplagt for Danmark, der i dag er et af de lande, der er længst fremme med at indføre vind i elsystemet, og dermed også bliver et af de lande, der først møder de ovennævnte udfordringer, at gøre en alvorlig indsats for at undersøge, om et stærkt og målrettet sats på at udvikle effektive processer til at omdanne vedvarende el til grøn gas og flydende biobrændsler kunne være et lovende, fremtidigt udviklingsområde at iværksætte på kort sigt. Problemet skal jo løses, og vi er måske de første, der for alvor får brug for løsningen – og faktisk er der i øjeblikket et betydeligt antal Power to X projekter under planlægning i Danmark, så der er måske ved at komme liv i dette område for alvor.
Udover de meget store overløb af el, der vil komme i perioder fremover fra vindmøller og solceller, vil der også være behov for i mindre omfang og over kortere tidsskalaer løbende at kunne stabilisere og afbalancere elnettet i fremtiden. Hvor stort dette behov reelt bliver er ikke helt klart i dag, men der er gennemført en række forsøgs- og pilotprojekter på dette område flere steder i Danmark og Norden, så der foreligger allerede en del viden. Man kunne undersøge, om dette grundlag er nok til at påbegynde en egentlig udvikling af konkrete løsninger i udvalgte konkrete områder i et passende virksomhedssamarbejde, hvilket godt kunne være tilfældet.
Helt generelt skal vi fremover fremstille en lang række af vores samfunds varer og produkter på baggrund af ressourcer som biomasse og grøn gas i stedet for som nu på baggrund af fossile brændstoffer. Der bliver derfor behov for at udvikle en helt ny industrisektor i form af bioraffinaderier til erstatning for f.eks. olieraffinaderier til at fremstille både biobrændstoffer til f.eks. fly og plastikprodukter til et meget bredt spektrum af anvendelser og meget andet. På baggrund af Danmarks stærke landbrugssektor og en lang række bioteknologiske virksomheder og andre relevante brancher er det oplagt at satse på teknologiudvikling på nogle udvalgte områder/produkter indenfor denne fremtidige sektor i Danmark. Der er allerede aktiviteter i gang på området flybrændstof, og der er også en forening/konsortiedannelse til fremme af teknologi til bioraffinaderier i Danmark under brancheforeningen Dansk Miljøteknologi, ligesom de ovennævnte områder P2G og P2X også kan ses under denne ramme. Der er altså nogle virksomheder, organisationer og personer, man allerede kan gribe fat i for at kvalificere et valg af nogle mulige, lovende indsatsområder her.
Et yderligere område, der kunne være interessant at satse på, er blå/marin biomasse – altså at øge biomasseproduktionen i Danmark ved at dyrke biomasse i vores nære havområder. Også her foregår der i dag forsøg og udviklingsaktiviteter, der kan danne grundlag for nærmere vurderinger af mulighederne. Endelig vil landbrugets rolle i meget af dette fremover blive ganske betydelig, så det vil være yderst vigtigt at inddrage landbrugssektoren aktivt i dette arbejde – ikke mindst fordi også denne sektor har sat et mål om at blive CO2-neutral i 2050, hvilket er et meget vigtigt og positivt udgangspunkt.
Der er altså samlet set masser af muligheder at gribe fat i
og tage under overvejelse – muligheder, der både vil kunne nedbringe Danmarks
CO2-udledninger væsentligt frem mod 2030 og 2050 og indebære gode muligheder
for eksport af systemløsninger internationalt, forudsat at det lykkes at
udvikle dansk erhvervsliv til at håndtere eksport af komplekse systemløsninger
på troværdig og overbevisende vis og i et relevant omfang.