Dette er selvfølgelig helt centralt og et meget vigtigt spørgsmål. Med den gradvise frisættelse af finanssektoren, der er sket i den vestlige verden siden ca. 1970 især i England og USA, er der jo samtidig sørget for at begrænse nationalstaternes skatteprovenu på en lang række måder og sørge for, at stort set al kapitalophobning i dag sker på private hænder. Den eneste væsentlige undtagelse herfor er Norges nationale oliefond, stort set alle andre vestlige/demokratiske lande har rigeligt at gøre med at få de offentlige budgetter til at strække til at håndtere den årlige drift; der er meget få midler til store investeringer – og i de fleste andre lande i verden er kapitalen i forvejen på private hænder i form af et herskende oligarki. Der er altså ingen anden vej end at mobilisere privat investeringskapital, og her er pensionskasserne jo også klar med penge i Danmark, men selvfølgelig under forudsætning af, at der er tale om sikre investeringer med et godt afkast – og denne forudsætning vil også gælde for alle andre private investorer; der er måske en vis risikovilje her, men ikke mange filantroper! Så hvis vi vil i gang på et substantielt niveau og kunne skabe markedsmomentum på udvalgte områder, skal vi kunne skabe attraktive investeringsmuligheder for privat kapital for at kunne mobilisere tilstrækkelige midler.
Det er imidlertid interessant, at vi samtidig er i en situation, hvor en nærmest permanent lavrentetilstand nu har varet i en længere årrække, og selvom der på det senere har været rentestigninger, er renteniveauet stadig ikke særligt højt. Der er sikkert mange og komplicerede årsager til dette fænomen, men overordnet kan det ses som et tegn på, at der er lav efterspørgsel på penge, og dette kan igen ses som et tegn på, at der er mangel på gode og attraktive investeringsprojekter set i et fremadrettet perspektiv. Det er måske fordi de aktiviteter, vi plejede at investere i – f.eks. aktiviteter med en tæt relation til kul, olie og gas som energikilder (hvilket dækker et meget bredt spektrum af aktiviteter i verden, faktisk stort set alt!) – i stigende grad bliver set som mindre attraktive på grund af klimaproblemerne, samtidig med at de aktiviteter, som vi burde investere i, endnu kun i ret ringe omfang er rentable uden væsentlig økonomisk støtte.
Når dette ses i sammenhæng med, at stort set alle samfund stadig i høj grad subsidierer den sorte energi og dens teknologier på forskellig vis (selvom vi måske har glemt det eller i hvert fald har glemt hvorfor?) og ofte i væsentlig mindre grad subsidierer den grønne energi og dens teknologier, så er det jo klart, at der mangler gode, ordentlige og fremsynede investeringsmuligheder i de fleste samfund i dag. Men det kan vi jo gøre noget ved, og det er vi vel også så småt i gang med. Men kun så småt…
Det undrer mig lidt, at disse overordnede sammenhænge er så svære at forstå og forholde sig til, som de tilsyneladende er – og at det også er så svært at se, at nationalstaterne i denne situation faktisk har rigtig mange handlemuligheder, også muligheder der ikke kun handler om at forsøge at råde bod på alle fortrædelighederne med stigende ulighed, skatteunddragelse, svindel og hvidvask og meget andet. For det er selvfølgelig helt afgørende for at komme videre, at vi sørger for, at de ting, vi skal holde op med at gøre, bliver økonomisk mindre attraktive, mens de ting, vi i høj grad skal til at gøre rigtig meget mere, samtidig bliver økonomisk mere attraktive – og hellere i går end i dag. Hvordan skal vi ellers få skiftet retning i det omfang, der nu er så stort behov for? Og her er det jo dejligt, at vi lever i et land med så meget regulering og et så højt tryk af skatter og afgifter på stort set alle områder som det danske, for så er der jo masser af muligheder for at omlægge disse reguleringer, skatter og afgifter, så vi faktisk kan få gjort de indsatsområder, der er helt afgørende for vores fremtid, økonomisk mere attraktive, og de områder, der er ødelæggende for vores fremtid, økonomisk mindre attraktive – uden samtidig at ødelægge statens økonomi eller øge uligheden i samfundet, hvis vi gør det ordentligt og med omtanke.
Det er selvfølgelig en øvelse af betydeligt omfang og med væsentlige usikkerheder, men det er da også et helt utroligt potentiale for at skabe en bedre fremtid! Og selvom, der skulle opstå nogle perioder med lidt deficit i statsfinanserne, kan en veldrevet stat som den danske jo fremdeles låne penge med lave renter i dag. Alt dette kræver nok, at vi gør op med noget indarbejdet neoliberal praksis med hensyn til, hvordan man driver en stat – og tør begive os ud ad nye veje og rokke lidt med båden – men hvad er alternativet? Og vi har jo netop også set – i forbindelse med Coronaen – at staten både hurtigt og effektivt kan mobilisere enorme økonomiske midler!
Der er masser af muligheder for at skaffe de nødvendige midler til den nødvendige indsats; der er sikkert nogle love og regler, der står i vejen her og der, men så må vi jo lave dem om – eller finde ”hullerne i osten”, hvis det ikke kan lade sig gøre at ændre reglerne. Vi kan jo ikke skabe de nødvendige ændringer i vores samfund på 1-2 årtier i den nuværende situation med love, regler, skatter og afgifter, der stadig i alt væsentligt er designet til at understøtte et industrisamfund, som det så ud i 60’erne og 70’erne. Der er ikke meget at betænke sig på – vi må i gang med en alvorlig og grundig reorganisering her.
Det offentlige Danmark har altså gode og oplagte handlemuligheder til rådighed for at skabe den nødvendige økonomi til en offensiv klimaomstilling. Staten kan ændre rammerne grundlæggende ved at omlægge reguleringer, skatter og afgifter, så de attraktive investeringsmuligheder for privat kapital i højere grad peger fremad end bagud. Og staten kan låne penge på attraktive vilkår til at støtte op om den ønskede udvikling i en periode, hvor det er nødvendigt for at skabe det nødvendige momentum på udvalgte områder, der tegner lovende og/eller for at supplere den statslige økonomi eller begrænse uligheden i samfundet. Men vi skal selvfølgelig begynde at handle på alt dette, for det vil ikke ske af sig selv, så længe tingene fungerer, som de gør.