Den næste udfordring er, at det nu skal gå rigtig stærkt med at få skabt nogle klare og markante resultater. Dette er overvejende et økonomisk og finansieringsmæssigt problem, så længe der er tale om modne teknologier, som solceller og vindmøller jo er i dag, hvor selv havvindmølleparker nu kan klare sig uden tilskud trods de store anlægsomkostninger. Men der er også en række områder, hvor der nok er teknologier i støbeskeen og på forsøgsstadiet eller måske endda på prototype- eller demonstrationsstadiet – men hvor der altså ikke er tale om modne teknologier. Er det her muligt at komme hurtigere frem til teknologisk modenhed, end det skete på vindmølleområdet, hvor der jo gik omkring 50 år fra en gruppe små midtjyske smedevirksomheder tog de første spæde skridt og til en industriel succes internationalt var etableret? Og hvor det jo alligevel endte med en særdeles betydelig og markant succes, selvom det tog ret lang tid. Behøver det med andre ord at tage så lang tid, kan vi ikke få tingene til at ske hurtigere?
Jo, det kan vi sikkert godt, selvom det også er vigtigt at fremhæve, at vejen fra et virkelig vellykket forsknings-, udviklings- eller demonstrationsprojekt til en industriel succes på internationalt niveau bestemt ikke er nogen bagatel og ofte undervurderes af både universiteter, bureaukrati og politikere. Det italesættes heller ikke i særligt høj grad af industrien selv – formentlig fordi Danmarks industrivirksomheder i høj grad er komponentleverandører og ikke løsningsleverandører, så de har kun i ret begrænset omfang dette overordnede fokus og perspektiv. Et eksempel på denne problemstilling kunne være diskussionerne om etablering af de første større bioraffinaderier i Danmark for nogle år siden – en indsats, der dengang i alt væsentligt løb ud i sandet, bl.a. fordi man politisk ikke ønskede at støtte første generations teknologier (baseret på planteafgrøder, der også kan spises eller bruges til foder), men ønskede at vente til der forelå teknologiske muligheder for anden generations teknologier (baseret på biologiske ”affaldsprodukter”).
Problemet her var blot, at vejen frem til solide kompetencer og kapacitet på et nyt industrielt område, både med hensyn til teknologier, design, anlæg og drift som nævnt er krævende og langvarig. Derfor havde det været rigtig godt at starte med nogle fuldskalaprojekter med første generations teknologier, fordi dette i høj grad ville have beredt vejen for senere implementering af anden generations teknologier, så dette kunne ske væsentligt hurtigere og med færre problemer, end det ellers vil blive tilfældet. Det er afgørende vigtigt at se denne type af udviklingsforløb som en samlet helhed og ikke prioritere og beslutte på grundlag af enkeltstående situationer og meget afgrænsede og idealiserede overvejelser. Det tager tid at opbygge ny industriel, anlægsteknisk og driftsteknisk kapacitet til et større teknologisk gennembrud – derfor skal der startes så tidligt som overhovedet muligt, hvis man vil opnå hurtige resultater. I øvrigt er skellet mellem spiselige afgrøder/foder og biologiske affaldsprodukter ikke særligt relevant i dag, hvor det meste bioaffald efterhånden kan konverteres til foder eller fødevarer i en eller anden form.
Måske var jeg også lidt hurtig i et tidligere afsnit til at pege fingre af bemærkningen om at ”markedet jo må løse det”, for det er jo rigtigt, at hvis vi for alvor skal rykke på et område, så er det helt nødvendigt at få markedet aktiveret med et væsentligt volumen – ellers bliver det ikke til andet end små hop på stedet, og vi får ikke skabt det momentum, der for alvor fører frem til store effektiviseringer i løsningerne og produktionen og til markante teknologi- og produktforbedringer og væsentlige prisfald, som det jo i de senere år i høj grad er sket på solcelle- og vindmølleområdet generelt og ikke mindst med havvindmølleparkerne. Men dette momentum kommer jo først, når der rent faktisk er et marked af en væsentlig størrelse, dvs. når det kan betale sig at investere i området for alvor og private investorer derfor melder sig på banen. Men lad os i den sammenhæng se lidt på, hvad der var godt og skidt i forløbet med vindmøllerne, for det er jo det eneste eksempel vi har i nyere tid på en rigtig succes for et specifikt dansk innovations- og eksportinitiativ i stor skala.
Det var rigtig godt, at der forelå en lang række forsøgsresultater fra forsknings- og udviklingsarbejde helt tilbage i 1930’erne – og at nogle små smedevirksomheder i Midtjylland begyndte at arbejde seriøst med området bl.a. på dette grundlag allerede sidst i 1960’erne og først i 1970’erne. Det var også fint, at nogle større landbrugsmaskinevirksomheder, der savnede nye produkter til deres marked, senere gik aktivt ind i det med et større kapitalapparat, og det var fint at nogle universiteter, især DTU/Risø, også med tiden kom på banen til videnopsamling og -systematisering. Det var endvidere fint, at Tvindskolerne startede deres store vindmølleprojekt – og ikke mindst var det fint, at en række af de andre aktører delvist uofficielt gik på banen for at bistå Tvindprojektet, så det ikke endte med en fiasko, for det ville have været en katastrofe for den videre udvikling!
Det var imidlertid ikke så fint, at hele denne udvikling i høj grad var præget af tilfældigheder og ofte af en betydelig grad af rod og uorden, uoverensstemmelser, samarbejdsproblemer, og af og til endda af konkurser, og derfor kom til at tage meget længere tid end nødvendigt, hvis tingene havde været organiseret lidt mere hensigtsmæssigt, systematisk og en smule mere forudseende fra start (men dette kan selvfølgelig være svært, når det handler om noget nyt…). Det gik da også alligevel, ikke mindst fordi der var så mange aktører, der virkelig ville det og arbejdede engageret og utrætteligt for det – og det er helt sikkert også en absolut nødvendighed, hvis man skal lykkes i den skala, som vindmølleindustrien i dag repræsenterer.
Noget af det absolut bedste undervejs i forløbet var, at miljøminister Svend Auken på et kritisk tidspunkt valgte at støtte den videre udvikling, ikke via støtte til enkeltprojekter, men ved at give et væsentligt og tilstrækkeligt tilskud til prisen på vindmøllestrøm, altså til vindmøllernes produkt, for dette bevirkede, at det lige pludselig kunne betale sig for privat kapital at investere i området. På denne måde blev der gradvist skabt det markedsmomentum, som er omtalt ovenfor, og dermed overtog markedet også gradvist i væsentligt omfang det videre forløb, og i dag er den internationale succes en klar realitet. Der er sikkert meget mere i dette forløb, men der er helt sikkert basis for følgende to afgørende vigtige konklusioner:
- Det vil være en stor fordel at organisere sådanne forløb mere systematisk og fremsynet fra starten, herunder tidligst muligt at sammensætte et eller flere konsortier, der har kompetencer og ressourcer til at føre udviklingen helt frem til en international succes, hvis dette viser sig muligt – og støtte forløbet i et vist omfang med offentlige midler til udviklingen i startfasen, for konsortiedannelser til grundlæggende industriel innovation i stor skala sker sjældent af sig selv – der skal fødselshjælp til.
- Den offentlige støtte skal herudover i høj grad gives som driftstilskud til det ønskede produkt (evt. i form af en afgiftsomlægning eller andet), hvis/når teknologien har nået en modenhed, der muliggør, at markedet kan tage over, men prisen stadig ikke er konkurrencedygtig med teknologier med tilsvarende produkter. Det er naturligvis bedst, hvis dette sker af sig selv, men det vil oftest ikke være tilfældet eller vil vare alt for længe, når der er tale om så grundlæggende nyskabelser og ny-orientering, som klimaområdet indebærer og kræver.
Der vil naturligvis være mange områder, hvor det ikke vil være realistisk muligt at skabe et gennembrud ”på dansk jord og overvejende danske hænder”, men der vil også være områder, hvor dette vil kunne lade sig gøre. Kunsten vil være at vælge et begrænset antal områder, som organiseres overbevisende og støttes af staten i en udviklingsfase og dermed satse på, at et enkelt eller måske et par stykker skaber mulighed for et vækstforløb af en væsentlig størrelse på sigt. Disse skal herefter støttes på et passende niveau i en periode på driftssiden med direkte produktstøtte, så områderne bliver attraktive for private investorer så hurtigt som muligt.
Man kan indvende, at dette jo er at udpege teknologier på forhånd fra statens og samfundets side, men det er ikke tilfældet. Det var det godt nok med vindmøllerne, men det bør ikke være strategien. Man skal generelt ikke udpege specifikke teknologier på forhånd, men vælge de områder og problemstillinger, man vil satse på; det kan f.eks. være CO2-neutralt flybrændstof, produktion af plast baseret på biomasse, produktion af blå/marin biomasse på havet eller produktion af grøn gas på baggrund af grøn strøm fra vindmøller og solceller – blot for at nævne nogle få eksempler, som ikke her må forstås som anbefalinger eller prioriteringer. Det er klart, at de områder, der skal satses på, skal være områder, hvor der i forvejen er noget at bygge på i form af eksisterende styrkepositioner og væsentlige behov i det danske samfund, ellers bliver det svært.
Og husk: Et marked kan ikke udrette noget som helst – ud over det, det er reguleret til at udrette! Et marked er bedst til at opretholde status quo, dog af og til med mindre udbrud af tilfældig innovation hist og her. Men i en situation, hvor vi står overfor grundlæggende samfundsomstillinger kan markedet overhovedet ikke udrette noget – men mindre lovgivning, afgifter og anden regulering ændres til at understøtte omlægningen effektivt. Uden sådanne ændringer er markedet en “lam and”, der kun kan understøtte status quo. Virksomhederne holder benhårdt fast i det, der virker under de eksisterende rammer, og der kommer ingen innovation – og ingen omstilling. Game over.