Da der er meget, vi ikke ved, er det også svært at sige noget præcist om, hvordan vi skal bevare vores hjem på Jorden på meget langt sigt. På det ret korte sigt – vi taler her om få årtier, måske faktisk kun 1-2 – er der imidlertid ikke meget tvivl om, at det er af afgørende betydning at reducere CO2-indholdet i atmosfæren; vi skal meget hurtigt til at reducere vores udledninger, så CO2-indholdet i atmosfæren holder op med at stige og begynder at falde. Vi skal derfor holde ordentligt regnskab med vores CO2-bidrag som samfund og som personer og stræbe efter at blive CO2-neutrale hurtigst muligt. Når jeg her skriver CO2-emissioner, skal det forstås som drivhusgasemissioner totalt set (også kaldet Green House Gas (GHG) emissioner), altså inklusive f.eks. methan, lattergas, CFC’er m. v. – CO2 er altså her en samlebetegnelse, hvilket også er det normale i relativt overordnede beskrivelser af denne problemstilling.
Det er i den sammenhæng et problem, at der er temmelig mange metoder at opgøre CO2-regnskaber på, og at der naturligvis også i mange tilfælde er betydelige usikkerheder på de data, man kan opnå. Der er kort sagt både usikkerheder og forvirring på området, og især vedrørende metoder er der også i betydeligt omfang politik i tingene, hvilket ofte ikke fremmer hverken klarhed eller grundlaget for hensigtsmæssige handlinger. Det er kort sagt et kompliceret område. Hvis vi forenkler det lidt og tillader os at arbejde med lidt runde og historiske tal, er der imidlertid groft sagt to forskellige metoder at opgøre CO2-regnskaber på:
- Den geografiske metode: Her opgør man de direkte CO2-emissioner, der rent faktisk udledes fra konkrete aktiviteter indenfor den geografi, man arbejder med – og alle aktiviteter medregnes så vidt muligt. Ofte medregnes også (indirekte) emissioner fra energi, der er produceret udenfor geografien, men forbruges indenfor denne.
- Carbon Footprint metoden: Her opgør man de samme emissioner som under 1, men herudover også (indirekte) emissioner fra alle forbrug af varer, produkter, tjenesteydelser etc., der foregår indenfor geografien, men som er produceret udenfor denne. Til gengæld benytter man også her en import-eksport balance, således at emissioner, der skyldes produktion indenfor geografien, men som eksporteres ud af geografien, fratrækkes.
Man kan også kalde 1 for et produktionsperspektiv og 2 for et forbrugsperspektiv. Der er meget, der tyder på, at metode 2 er fremtiden, da der jo generelt ikke produceres ting i verden, der ikke efterspørges, købes og forbruges – det er forbruget og efterspørgslen, der driver produktionen, ikke omvendt, og derfor virker det rimeligt at knytte CO2-emissionerne til forbruget snarere end til produktionen. Det er også her, politikken kommer ind i billedet – i Vesten og i Danmark er vi primært forbrugere, og derfor foretrækker vi metode 1, der kun fokuserer på produktion, så vi ser bedre ud. Men er det retfærdigt overfor lande som Kina og Indien, der producerer rigtig meget af vores forbrug? – selvom de selvfølgelig også skal arbejde på at gøre den produktion så CO2-neutral som muligt.
Betydningen af forskellen mellem de to metoder kan belyses via nogle få eksempler:
- Da man for ca. 15 år siden første gang opgjorde danskernes CO2-emission pr. borger som gennemsnit, var resultatet med metode 1 ca. 12 tons pr. borger, mens resultatet med metode 2 var ca. 19 tons pr. borger.
- Da Københavns Kommune stort set samtidig hermed gennemførte sin første CO2-kortlægning i 2008-2009, var resultatet med metode 1 ca. 5 tons pr. borger. Der er så vidt jeg ved aldrig gennemført CO2-kortlægning med metode 2 for Københavns Kommune, men i 2010 gennemførtes en sådan kortlægning for hele Region Hovedstaden med resultatet ca. 19 tons pr. borger og for Frederiksberg Kommune med resultatet ca. 17 tons pr. borger. Resultatet for Københavns Kommune var således formentlig ca. 17-19 tons pr. borger, altså mere end tre gange så stort som opgørelsen efter metode 1.
Det er generelt, at opgørelser efter metode 1 giver lavere værdier i typiske byområder, fordi folk bor tættere, og der hverken er landbrug eller industri af betydning. Det er også generelt, at forbrugsandelen af emissionerne er større i typiske byområder, fordi velstanden er større og fordi en væsentligt større andel af forbruget er importeret. Det fremgår af ovenstående eksempler, at forbrugsandelen for ca. 15 år siden udgjorde ca. 1/3 af de samlede emissioner for den gennemsnitlige dansker, men udgjorde mere end 2/3 af de samlede emissioner for den gennemsnitlige københavner. Da Københavns Kommunes klimaplan kun arbejder med regnskaber baseret på metode 1, betyder dette, at når København i 2025 (eller måske lidt senere) vil erklære sig for CO2-neutral, mangler den enkelte borger at reducere med ikke mindre end 12-13 tons pr. person set i et Carbon Footprint perspektiv og i forhold til situationen i 2008-2009.
Disse forhold bevirker at CO2-neutralitet får lidt karakter af elastik i metermål, når man ikke er meget præcis med at deklarere rammerne for beregningerne, herunder hvad der er med og ikke med. Så hvad betyder ambitionen om 70% reduktion af CO2-udledningerne i Danmark i 2030 og CO2-neutralitet i 2050? – er det 70% af emissionerne og CO2-neutralitet beregnet efter metode 1 eller metode 2? Det er overvejende metode 1 – men det er stadig ambitiøse mål, så lad os endelig ikke slække på dem!
Jeg har det egentlig OK med at man erklærer sig for CO2-neutral på et noget forskelligt grundlag, når der endnu ikke eksisterer fælles, internationale standarder, men jeg har det dårligt med, at man ikke klart deklarerer, hvad grundlaget er og hvad man har medregnet og udeladt. Dels fordi jeg synes, det er ”greenwashing”, men i særdeleshed fordi det jo er svært at finde ud af, hvad vi skal gøre i den måske mest kritiske situation, som menneskeheden nogensinde har stået i, når vi lægger mere vægt på at gøre os lækre på et uklart og tvivlsomt grundlag, end på at fremlægge seriøs information og dokumentation for, hvordan tingene rent faktisk forholder sig. Jeg synes bestemt, at vi som danskere skal være både glade og stolte over, at det f.eks. er lykkedes Københavns Kommune gennem en stærk og målrettet indsats at profilere sig så stærkt som en grøn hovedstad internationalt, som det jo faktisk er – men jeg savner en større gennemsigtighed og ærlighed med hensyn til metodegrundlaget for CO2-beregningerne, både i kommunerne og nationalt. Det er ikke i orden, at der ikke er helt klarhed om dette.