Der er også andre problemer, f.eks. med rammer og regulering. Jeg har af og til haft lejlighed til at diskutere alt dette med politikere og endda engang en klimaminister. Et af de tilbagevendende udsagn var her tidligere, at ”markedet jo skal løse problemerne”. Når man så gjorde opmærksom på, at markedet på f.eks. energiområdet stort set er defineret af statslige afgifter, og dermed helt overvejende er politisk bestemt, blev der typisk snakket sort og henvist til Finansministeriet. Men der er faktisk tale om et endog meget alvorligt problem her, som vi ikke kommer udenom at finde løsninger på.
Et eksempel: I de seneste år er der investeret rigtig mange penge i fjernvarmesektoren i anlæg til at brænde biomasse. Når man taler med folk, der beskæftiger sig med det fremtidige energisystem, mener de fleste, at det ville have været langt bedre og mere fremsynet at investere i store varmepumper, så man kunne udnytte noget af overskudsstrømmen fra vindmøllerne, når det blæser meget, til at lave fjernvarme med. Hvorfor har man så ikke gjort det i stedet? Jo, det er fordi, der ikke er afgifter på biomassen, mens der er urimeligt høje elafgifter på den overskudsstrøm, der jo alligevel ofte ikke kan sælges, og som man endda af og til skal betale for at komme af med. Samtidig er lovgivningen på fjernvarmeområdet sådan, at værkerne SKAL vælge de for forbrugerne billigste løsninger (hvilket jo er meget rimeligt). Men resultatet er enorme fejlinvesteringer i uhensigtsmæssig teknologi, hvilket på sigt bliver særdeles dyrt for forbrugerne, samtidig med at biomassen i øvrigt i mange tilfælde heller ikke er CO2-neutral. Der er ikke sammenhæng i tingene.
Vi bruger altså de penge, som vi skulle investere i en grønnere fremtid forkert, fordi vores skatte- og afgiftssystem er forældet. Og hvad så, hvis man i fremtiden vil ændre disse afgifter – herunder f.eks. lægge væsentlige afgifter på biomasse? Så vil ejerne af biomasseværkerne selvsagt protestere kraftigt, og det kan man jo godt forstå – så det bliver nok svært i det mindste de første mange år. Så der er ikke blot tale om fejlinvesteringer her og nu, men også om investeringer, der forhindrer de rigtige investeringer og handlinger i en lang årrække fremover, fordi pengene i stedet er brugt forkert. Der er allerede en del eksempler på dette, et andet er afgifter på spildvarme fra industrien, når det bruges til opvarmning – afgifter som er så høje og så tunge at administrere, at spildvarmen stort set ikke udnyttes, selvom der er masser af den til rådighed, et tredje var det tidligere helt utilstrækkelige salg af elbiler i forhold til ambitionerne i omstillingen, hvor afgiftsomlægninger også vil være et helt afgørende tiltag – og den slags har vi nu hverken tid eller råd til, som tingene tegner sig i dag.
Det er selvfølgelig særdeles svært at gennemføre sådanne ændringer i afgifter og reguleringer, så tingene bliver helt rigtige. Men vi er nødt til at gøre noget ved det, for den udfordring, vi står overfor nu, har et omfang, der vil kræve en helt grundlæggende omlægning af de fleste af vores skatter, afgifter og andre reguleringer i de kommende få år. En generel CO2-afgift af væsentlig størrelse er selvfølgelig en oplagt løsning som udgangspunkt, men der vil være en del problemer og specifikke forhold, som ikke nødvendigvis løses med en generel CO2-afgift, men som alligevel er vigtige og skal håndteres, ligesom en generel CO2-afgift også vi skabe en række problemer, som også skal løses – så opgaven er kompleks, men den skal løses! Og selv om det er svært, er det jo næppe umuligt. Under alle omstændigheder er der som ovenfor skitseret er række indlydende og iøjnefaldende håbløse forhold, som man da kunne starte med at tage hånd om.