Kategori: Uncategorized

Dette spørgsmål er vigtigt, for der er ligeså mange svar på det, som der er mennesker, man kan tale med om det – og det er jo svært at gennemføre en fornuftig og økonomisk forsvarlig udviklingsproces mod et mål, som alle er uenige om, eller ingen har et blot nogenlunde klart billede af. Så her er et kort bud på situationen og virkeligheden i 2050, hvis det går nogenlunde godt – uden solid sandhedsværdi, men dog baseret på visse fakta og sammenhænge, bl.a. som beskrevet i ovenstående tekster. Der er tale om en opdateret version af en kommentar, der tidligere er bragt i Information. Blot et diskussionsoplæg til at tænke lidt over:

I 2050 er Danmark et samfund med 100% vedvarende energiforsyning og stort set lukkede stofkredsløb overalt i samfundet – intet affald, ingen aske, kun ressourcer! Vi har stadig en af verdens mest avancerede landbrugs-, gartneri- og fødevaresektorer, der i høj grad har været og stadig er en foregangssektor på disse områder for resten af verden gennem den globale klimaindsats. Den eneste afbrænding, der forekommer i samfundet, er afbrænding af grøn gas til el- og varmeproduktion i de få situationer, hvor spildvarme, vind og sol ikke slår til, samt afbrænding af biobrændstoffer og electrofuels i de dele af transportsektoren, der ikke kan fungere på el, hvilket især gælder lufttransport. El-produktionen er primært vind og sol, og vi har skabt effektive teknologier til at konvertere de store overløb af vind- og sol-el til grøn gas, der lagres i naturgassystemet og bruges og videreforarbejdes til et utal af formål og processer i samfundet.

Transportsektoren er ændret voldsomt, og rigtig meget land- og havtransport foregår med selvkørende transportmidler og fartøjer. Persontransporten er reduceret drastisk i forhold til tidligere, helt primært på grund af fremkomsten af en lang række værktøjer med virtual reality teknologi, herunder virkelig effektive og livagtige elektroniske mødefaciliteter, der stort set helt har overflødiggjort rejser i forbindelse med møder og samarbejder på rigtig mange områder. Selv bolig-arbejdssted transporten er næsten forsvundet, fordi alle kan arbejde effektivt i stort set alle situationer uanset, hvor de befinder sig, og fordi næsten alle processer af fysisk og materiel natur i dag er automatiseret. Endvidere er rejseaktiviteten i form af turisme, der tidligere var enorm, også så småt på vej ned, fordi oplevelserne næsten er ligeså realistiske i virtual reality format som i virkeligheden – og fordi det jo egentlig også på mange måder er ret besværligt at rejse, når det nu ikke længere er særligt nødvendigt eller relevant.

Set i forhold til situationen efter årtusindskiftet er samfundet således voldsomt ændret på en række områder: Anlæg til vedvarende energi fylder rigtigt meget i landskabet, og det samme gør de mange industrianlæg indenfor genvindingsindustrien og landbrugsproduktionen, samt bioraffinaderierne. Næsten alle disse industrifaciliteter er dog samlet i få, meget store industrielle komplekser, der alle ligger nær større byområder, så spildvarmen kan udnyttes i fjernvarmesystemerne; disse industrifaciliteter har helt erstattet den tidligere petrokemi og en del anden industri, og er af afgørende betydning for at kunne forsyne samfundet med biomassebaserede råvarer og kunne lukke samfundets mange centrale stofkredsløb. På havet er store områder reserveret til havvindmølleparker og endnu større områder til produktion af ”blå biomasse”, så de sejlbare områder er væsentligt reduceret i forhold til tidligere, og havet omkring Danmark har ændret udseende i et betydeligt omfang.

I det åbne land er mange landbrugsarealer i dag dækket af drivhuse af glas eller plast på de mest frugtbare og robuste jorder, hvor det er standard at høste to fulde afgrøder pr. år. Derfor har landbrugsproduktionen kunnet øges, samtidig med at naturområderne har kunnet udvides væsentligt, og især vådområder er mere udbredte end tidligere, dels på grund af øget nedbør, dels fordi den samlede vandressource i de seneste årtier i stigende omfang er blevet recirkuleret på land i en række forskellige kvaliteter til forskellige formål, hvilket har krævet opbevaring at store mængder vand i egnede lavninger og vådområder for at kunne kontrollere forholdene på et rimeligt niveau. Intensiv aquakulturproduktion er mange steder også en del af disse overfladevandsystemer, og landbrugets forurening er en saga blot, fordi vi endelig holdt op med at skændes om det og begyndte at løse problemerne i målrettet samarbejde mellem alle relevante aktører. Det forureningsfri landbrug er blevet en realitet, og en del tidligere landbrugsprodukter produceres i dag i fabriksanlæg via industrielle processer, udviklet i laboratorier.

Hvor samfundet i årene efter årtusindskiftet var midt i en temmelig stærk centraliseringsproces, er der i dag en meget udbredt decentralisering af en lang række forhold og en meget høj grad af løbende, innovative og dynamiske samarbejder mellem et meget bredt spektrum af aktører både lokalt, regionalt og nationalt. Denne forandring var nødvendig, for at det danske samfund kunne følge med den globale dynamik og komme til at spille en vigtig rolle i denne i periode frem mod 2050, og den var også vigtig for overhovedet at kunne få det danske samfund til at fungere fremadrettet i en globaliseret verden. I takt med denne udvikling er hele den offentlige sektor blevet stærkt forenklet, antallet af love og regler er langt mindre end i 2020, og stort set alle opgaver og problemer i samfundet løses af velfungerende, tillidsfulde og professionelle samarbejder mellem offentlige og private aktører og på tværs af sektorer og fag, hvilket også har medført en betydelig vækst i eksporten, ikke mindst af systemløsninger.

Hele denne udvikling kom for alvor i gang i 2019 og årene herefter – i høj grad på grund af det ungdomsoprør mod den på det tidspunkt helt utilstrækkelige klimaindsats, som blev iværksat af ungdommen over store dele af verden, og i høj grad blev personificeret af den svenske teenager Greta Thunberg i den indledende fase. Efter en del turbulens og panik gennem 2020’erne fik vi også endelig styr på, hvad kunstig intelligens skal bruges til – og hvad det ikke skal bruges til. Herefter lykkedes det at automatisere stort set alle skodjobs i samfundet samt også en lang række andre jobs, der kunne håndteres lige så godt eller bedre via algoritmer end af mennesker, som vi endelig erkendte var ikke-algoritmiske væsener, der slet ikke har godt af at være for tæt på algoritmer (vi risikerer at blive ligeså domme som dem!). Dette frigjorde efterhånden en betydelig arbejdskraft, så nu er der masser af ressourcer i samfundet til at tage sig af mennesker, der har brug for det – og vi har alle sammen fået mere tid til hinanden og til de mange aktiviteter i menneskers liv, der har værdi i sig selv og ikke blot skal udføres for at tilgodese andre formål, som lige så godt kan håndteres af algoritmer.

Bemærk, at jeg her skitserer et Danmark, der fysisk og visuelt vil se meget anderledes ud, end det gør i dag, så undervejs i udviklingen vil vi opleve, at de diskussioner der i dag er om visuelle problemer med f.eks. kystnære vindmøller vil se helt ubetydelige og latterlige ud i 2050. Vi kommer til at vænne os til mange store og synlige forandringer i det fysiske landskab i de kommende få årtier, hvis vi vil tage klimaudfordringen alvorligt – men det bliver utroligt spændende, udviklende og tilfredsstillende at være international frontløber på alt dette. Og det er helt nødvendigt, at nogen påtager sig en sådan rolle – og hvorfor i alverden dog ikke os?

Der er selvsagt masser af udfordringer gemt i alt det ovenstående – og en hel del af dem er temmelig store. Meget af det handler om en erkendelse af, hvad det egentlig er, vi står overfor og skabelse af enighed om dette og – ikke mindst – om de konkrete handlinger, dels politisk, dels mellem de mange aktører i det danske samfund, der nødvendigvis skal involveres i arbejdet. Det er også vigtigt at gøre sig klart, at det ikke vil være muligt at overse hele udviklingen frem mod 2050 eller blot 2030, dels fordi det hele vil være utroligt komplekst, dels fordi der jo også løbende vil dukke nye problemer og muligheder op, som vi ikke havde kunnet forudse. Vi skal altså være forberedt på et forløb med behov for løbende ændringer og justeringer hele vejen til målet; der bliver med andre ord tale om et dynamisk forløb, der – også på det helt overordnede plan – vil have karakter af et udviklings- og innovationsprojekt i langt højere grad end et sædvanligt forløb med lovgivning i regering og folketing og efterfølgende implementering i den offentlige forvaltning i flere niveauer ud til borgere og virksomheder.

Vi kan simpelthen ikke bruge vores eksisterende samfundsstruktur og -processer til at håndtere denne problemstilling, som situationen er nu; så kommer vi aldring ordentligt i gang, bliver aldrig færdige og kommer til at forkludre rigtig meget undervejs. Det er ikke normal, klassisk forvaltningspraksis dette her, og det bliver det heller ikke, så vi skal tænke i andre modeller til organisering af arbejdet, som allerede omtalt med reference til oprustningen i USA under anden verdenskrig under indlægger “Det bliver svært – men der er ingen vej udenom”.

Vi skal altså finde nye måder at organisere os og samarbejde på i samfundet for at få dette til at lykkes, dels fordi der ikke er tale om ”normal implementering”, men reelt om et enormt komplekst projektforløb, hvor udvikling og innovation vil spille en meget væsentlig rolle hele vejen og hele tiden ændre behov og prioriteringer på ofte uforudsigelige måder. Herudover er det helt afgørende, at det ikke vil kunne implementeres sektorvist uden at helheden hele tiden er meget stærkt i fokus via en supereffektiv løbende og meget tæt koordinering og samordning, som både skal foregå med et strategisk længere sigte og med et kortere og mere operativt sigte. Ellers vil der uvægerligt opstå en lang række kritiske suboptimeringer hele vejen med meget store konsekvenser for implementeringen og ikke mindst for omkostningerne. Vi vil få alt for mange dårlige og ekstremt kostbare ”løsninger” og store forsinkelser og forhindringer undervejs.

Årsagen til dette er, at de enkelte sektorer ikke kan ses isoleret, da de reelt alle er forbundne og afhængige af hinanden på komplicerede og i startfasen i betydeligt omfang uoverskuelige måder. Dette betyder, at en systematisk tværsektoriel og tværfaglig tilgang i hele projektets organisering og proces bliver af helt afgørende betydning for at lykkes med denne enorme udfordring på et rimeligt niveau. Dette er en ny situation i alle samfund i dag, hvor vi stadig lever med industrisamfundets organisering med en forudsætning om mere eller mindre uafhængige sektorer og en udstrakt specialisering indenfor disse. Til gengæld har vi nu chancen for at lære noget nyt, som vi helt sikkert også vil få rigtig meget brug for fremover, for verden går uundgåeligt i retning af langt mere løbende koordinering og samordning i alle samfund for at undgå kritisk suboptimering og sikre helhedens funktion og løbende udvikling.

At der allerede er markante koordineringsproblemer fremgår nærmest dagligt i medierne. Personligt gjorde et forløb i april 2022 et særligt indtryk på mig: Der var allerede godt gang i udviklingen af P2X-projekter, men der var alt for lidt produktion af grøn strøm i pipelinen til at understøtte disse projekter – vi skal altså have meget mere gang i produktionen af grøn strøm, end vi allerede har. Dette var imidlertid også problematisk, for faktisk var der lige nu en række projekter af denne type, der var etableret eller ved at blive det, som ikke kunne sættes i gang, fordi der mangler opgradering af elnettet mange steder i landet. Nu var der så lige dukket et lovforslag op om at denne type af projekter selv skal betale for netopgraderingen – men så bliver projektomkostningerne så store, at projekterne ikke kan betale sig. Energinet havde så også været ude at sige, at det da tager mange år at gennemføre opgraderinger af elnettet… Og der er flere af denne slags koordineringsproblemer, herunder – helt sikkert! – mange, som endnu ikke er opdaget og identificeret. Der er kort sagt allerede for længe siden rigtig mange mennesker i det danske samfund, der skulle have snakket grundigt sammen på en langt mere struktureret og dynamisk måde…

Man fristes til at spørge, om der mon er en voksen til stede et eller andet sted i alt dette? For hvis ikke vi snart får organiseret hele denne klimaomstilling effektivt og professionelt kommer det da til at gå helt galt – og det er formentlig ved at ske allerede. Det handler om projektledelse! – og om projektledelse af et innovationsprojekt på nationalt niveau. Det er selvsagt en ekstremt kompleks opgave, men den er jo ikke umulig – og hvis den ikke bliver løst meget, meget hurtigt kommer det til at gå galt uanset, hvor mange penge vi bruger, og hvor mange kloge mennesker vi involverer. Tingene skal da koordineres og samordnes effektivt i et fremadrettet og strategisk perspektiv! For pokker altså…

Staten skal primært få de overordnede rammer på plads:

• Sikre størst mulig åbenhed og ens metodik med hensyn til CO2-regnskaber, -kortlægning og -produkt- og -varedeklarationer;
• omlægge lovgivning, regulering, skatter og afgifter, så vi i væsentligt højere grad styrer den rigtige vej via markedsmekanismerne;
• sikre at større støttepuljer kun gives til konsortiedannelser, der stræber mod konkrete systemløsninger og kan føre dem hele vejen i mål;
• tilvejebringe de nødvendige økonomiske midler til den offentlige indsats, herunder driftsstøtte af særligt lovende tiltag i en periode, når det er nødvendigt for at skabe tilstrækkeligt markedsmomentum;
• sammen med det private erhvervsliv sikre at vi har de nødvendige rammer, aktører og ressourcer til at eksportere komplekse systemløsninger og sætte den overordnede ramme for udviklingen, herunder komme med forslag til prioritering af overordnede, nationale udviklings- og indsatsområder.
• sammen med alle de øvrige aktører i klimaomstillingen sikre en maksimalt effektiv samordning og koordinering af alle tiltag og initiativer, så vi i videst muligt omfang undgår fiaskoer, fejlinvesteringer og manglende overordnet sammenhæng i arbejdet med alle de negative følgevirkninger af ikke mindst økonomisk karakter, som dette vil medføre – følgevirkninger, som med det omfang, der er tale om måske kan blive livstruende for samfundet.

Dette vil selvsagt kræve en tværgående projektorganisation, der spænder over det meste af Centraladministrationen og med eksterne aktører i væsentligt omfang, f.eks. fra pensionskasser, industrien, universiteter og andre, og med en stærk og superkompetent projektledelses- og eksekveringsfunktion i Statsministeriet. Det er helt afgørende, at det offentlige går i front her, for den private sektor i Danmark har hverken kompetencer eller autoritet til at stå i spidsen for dette (men har selvfølgelig masser at bidrage med undervejs). Det har det offentlige måske heller ikke, men så må det se at få det, for der er ikke noget alternativ. I startfasen er især autoriteten af afgørende betydning, og derfor er en forankring i Statsministeriet helt afgørende (som det også var tilfældet under Coronaen, som var en langt enklere problemstilling end klimaomstillingen…).

Skabelsen af den nødvendige kompetence vil kræve etablering af en overordnet projektledelsesorganisation i Statsministeriet, hvor det er afgørende at have topprofessionelle kompetencer og erfaringer til rådighed på alle væsentlige områder af klimaomstillingen. En bemanding på mindst 50 professionelle, men snarere 100-200 må forventes at være et realistisk omfang af denne projektledelsesorganisation – ikke mindst fordi der skal etableres en meget stærk overordnet ledelse og koordinering af en lang række meget forskellige organisationer i det danske samfund, som ikke er vant til at tale sammen og slet ikke til at koordinere og samarbejde effektivt og forpligtende i et ultradynamisk innovations- og implementeringsprojekt i national skala, der skal hænge ubrydeligt og integreret sammen hver eneste dag i de næste 25-30 år – mindst. Et andet forhold af stor betydning bliver at få skabt et effektivt og brugbart mandat til denne projektorganisation, så den bliver i stand til at agere i høj grad selvstændigt indenfor klare og veldefinerede rammer. Dette vil kræve krisestyring, formentlig i endnu højere grad end under Corona – og det vil også være helt på sin plads.

Indenfor disse rammer skal indsatsen udformes og implementeres regionalt/lokalt. Kommunerne vil i praksis oftest være for små til at udgøre meningsfulde geografiske enheder her, de skal typisk være større f.eks. Nordjylland nord for Limfjorden eller hele Region Nordjylland, Fyn med omliggende øer, Sjælland-Lolland-Faster-Møn, Region Midt og Region Syd i det jyske. Eksisterende kommunale samarbejder som f.eks. Trekantområdet kan også være fornuftige enheder – og selv med enheder af denne størrelse bliver det også nødvendigt løbende at afstemme grænseforhold områderne imellem. Indsatsen vil blive forskellig i de forskellige områder (selvom der selvfølgelig også vil være ligheder), idet den vil afhænge af naturforhold, erhvervsforhold, politiske forhold og meget andet. Der skal etableres en projektorganisation i de enkelte, valgte områder, som ikke kan tage udgangspunkt i de eksisterende politisk-administrative systemer i kommunerne, men skal være en tværsektoriel, tværfaglig og handlekraftig analyse- og implementeringsmæssig overbygning på disse, ellers kommer vi ikke til at kunne arbejde hurtigt nok og gøre tingene nogenlunde rigtigt. Disse regionale projektorganisationer skal have nogle ret vidtgående beføjelser og rammer, som skal matche vilkårerne i den nationale projektorganisation, så den samlede organisering bliver tilstrækkeligt handlekraftig.

Et helt centralt forhold i alle disse lokal-regionale projekter vil være et tæt og udviklingsorienteret samarbejde mellem alle aktører i energisektoren og dennes leverandører indenfor det konkrete område med henblik på at skabe det optimale, samlede fremtidige energisystem i dette område. Dette vil være en stor forandring i forhold til i dag, hvor disse forskellige selskaber ofte konkurrerer om kunderne og/eller udelukkende fokuserer på egen forretning og drift, så der er tale om i høj grad nye krav og behov for at kunne håndtere fremtidens udfordringer. Her skal der også ændres på noget lovgivning og regulering i energisektoren for at få tingene til at fungere rigtigt.

De lokal-regionale projektorganisationer skal rumme både repræsentanter fra det offentlige, fra forsyningsselskaber og det private erhvervsliv og evt. fra enkelte NGO’er og universiteter, og der skal være tale om folk med viden og kvalifikationer indenfor klimaområdet og organisering og ledelse af omfattende udviklings- og innovationsprojekter – og også her skal der arbejdes systematisk og effektivt tværsektorielt og tværfagligt. Der skal endvidere være tilstrækkelig ekspertise tilknyttet til både at facilitere en udviklings- og planlægningsproces på området og lede og koordinere selve implementeringen, og der skal etableres procedurer og praksis for, hvordan projektorganisationen løbende skal kommunikere med og involvere kommunerne og andre vigtige aktører indenfor det geografiske område. Der skal være regelmæssige møder mellem projektledelserne i de enkelte geografiske områder og den statslige projektledelse, hvor det videre arbejde kan koordineres og samordnes på det overordnede og strategiske plan, og hvor man kan dele viden og afstemme fælles og/eller overlappende aktiviteter løbende.

Jeg er ikke i tvivl om, at alt dette kan lade sig gøre i praksis, men jeg er heller ikke i tvivl om, at den her skitserede organisatoriske udfordring nok bliver langt den største af alle udfordringerne med en effektiv, forceret og nogenlunde målrettet klimaindsats i Danmark. Det siger alle mine erfaringer med komplekse udviklings- og innovationsprojekter med mange deltagere mig klart og tydeligt. Det er i min optik også helt overvejende sandsynligt, at denne organisatoriske udfordring er en helt central årsag til, at der generelt sker så lidt på klimaområdet, både i Danmark og i verden – vores nationer er ganske enkelt ikke organiseret til at gennemføre de nødvendige, grundlæggende samfundsomstillinger – og slet ikke til at gøre det tilstrækkeligt hurtigt og effektivt.

Hvis der er problemer med udvikling og fremdrift, så kig først på, om organiseringen er hensigtsmæssig til den opgave, der skal løses. Det er den oftest ikke – og slet ikke når udfordringerne har det omfang og den kompleksitet, som det i dag er tilfældet på klimaområdet overalt i verden. Med en parafrase fra den tidligere Clinton-regering i USA kan man fristes til at sige: It’s the organization stupid! Denne udfordring er nok den suverænt vigtigste at håndtere professionelt for at få gang i en proaktiv og effektiv klimahandling for alvor.

Hvis vi havde håndteret naturgasprojektet i 1970’erne og 80’erne, som vi i dag håndterer klimaomstillingen, havde vi stadig i dag bøvlet med at få gassen ud til alle kunderne. Hvis vi havde håndteret Storebælt- og Øresundsforbindelserne på samme måde, var de første biler endnu ikke kørt over broerne. Hvis vi havde håndteret supersygehusene tilsvarende ville vi aldrig have fået disse hospitaler i drift – de er langt mere komplekse end naturgas- og broprojekterne, og selvom de også har givet en del problemer undervejs, bliver de dog færdige og kommer til at fungere. Men selv supersygehusene er næsten banale i forhold til klimaomstillingen. Den bliver den ultimative prøvesten for om Danmark bliver et af fremtidens samfund – og om det bliver godt.

Var det ikke Villy Sørensen, der engang sagde: “Det er godt, at vi har fået det bedre. Det ville have været bedre, hvis vi havde fået det godt”. Vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi får det godt – og vi er nødt til at finde ud af det hurtigt. Vi kan ikke løse nutidens og fremtidens “wicked problems” med det ledelses- og administrationssystem fra industrisamfundet, vi har i Danmark i dag; det er simpelthen ikke muligt…

Vi skal helt klart have væsentligt flere havvindmølleparker, og også gerne flere vindmøller på land og flere solceller – for grundstammen i vort fremtidige energisystem skal være el fra vind og sol. Dette er ikke noget økonomisk problem, for her er i dag tale om sunde investeringer med gode afkast. Men der ligger vigtige udfordringer forude, for efterhånden som vind og sol bevæger sig op i fuldt fremtidigt omfang, får vi godt nok færre perioder, hvor det er nødvendigt med supplerende energikilder til elforsyningen, men vi får også flere og meget længere perioder med overløb af strøm, og disse overløb bliver også langt større, end de er i dag.

Indtil videre har vi nogenlunde kunnet håndtere disse overløbsproblemer via de stadig flere store kabelforbindelser til vore nabolande eller ved at stoppe nogle af møllerne, når det blæser meget, men dette vil slet ikke forslå videre frem ad banen. Så kunne man bruge overløbet til at opvarme vand til fjernvarmen via store varmepumper, men det blev som allerede nævnt ikke rigtig til noget væsentligt, fordi afgiftsstrukturen stadig var rettet mod fortiden. Måske er dette ikke en meget stor skade, fordi også denne løsning heller ikke tilnærmelsesvist vil forslå på længere sigt, men det ville have været en fin, fremadrettet og bæredygtig løsning for fjernvarmeselskaberne, som måske også kan blive realiseret på længere sigt, hvis det stadig giver mening til den tid.

På lidt længere sigt er der relativt bred enighed om, at de stadig større strømoverløb skal omdannes til ”grøn gas”, gerne i form af methan, som direkte kan lagres og fordeles i naturgasnettet, som så med tiden også kan blive ”grønt”. Dette teknologiområde kaldes i dag P2G (Power to Gas eller Power to X, hvis man også videreprocesser gassen til flydende biobrændsler) og skal formentlig realiseres ved at bruge strømmen til at spalte vand i ilt og brint og så klappe fire brintatomer på ét kulstofatom og dermed få methan, CH4. Dette kan fint lade sig gøre i dag, men der er store tab i konverteringsprocesserne, som det er vigtigt at få nedbragt i størst muligt omfang via teknologiudvikling.

Herudover er der en anden problemstilling, for hvor skal kulstoffet komme fra? Det må jo ikke komme fra fossile brændsler, for så er vi lige vidt, og det må heller ikke så gerne komme fra biomasse, som jo i forvejen er en meget begrænset ressource, der også skal bruges til meget andet, herunder til at skabe en række af alle de materialer, som i dag produceres på grundlag af olie, f.eks. plastik og meget andet. Den bedste løsning er selvfølgelig at tage kulstoffet fra luftens allerede for store indhold af CO2, hvis dette er muligt. At tage CO2 ud af atmosfæren eller direkte fra skorstene og så omdanne det til grøn methan vil næsten være et Columbusæg, og det kan faktisk godt lade sig gøre, men løsningerne er p. t. i høj grad på pilotanlæg-stade og kun enkelte er i nærheden af at være modne. En sådan løsning vil yderligere have den fordel, at den giver en ny kilde til CO2-neutrale brændstoffer (som kaldes ”electrofuels”) og andre anvendelser, som man ellers skulle have brugt biomassen til, og den reducerer derfor presset på biomasseressourcerne.

Det er oplagt for Danmark, der i dag er et af de lande, der er længst fremme med at indføre vind i elsystemet, og dermed også bliver et af de lande, der først møder de ovennævnte udfordringer, at gøre en alvorlig indsats for at undersøge, om et stærkt og målrettet sats på at udvikle effektive processer til at omdanne vedvarende el til grøn gas og flydende biobrændsler kunne være et lovende, fremtidigt udviklingsområde at iværksætte på kort sigt. Problemet skal jo løses, og vi er måske de første, der for alvor får brug for løsningen – og faktisk er der i øjeblikket et betydeligt antal Power to X projekter under planlægning i Danmark, så der er måske ved at komme liv i dette område for alvor.

Udover de meget store overløb af el, der vil komme i perioder fremover fra vindmøller og solceller, vil der også være behov for i mindre omfang og over kortere tidsskalaer løbende at kunne stabilisere og afbalancere elnettet i fremtiden. Hvor stort dette behov reelt bliver er ikke helt klart i dag, men der er gennemført en række forsøgs- og pilotprojekter på dette område flere steder i Danmark og Norden, så der foreligger allerede en del viden. Man kunne undersøge, om dette grundlag er nok til at påbegynde en egentlig udvikling af konkrete løsninger i udvalgte konkrete områder i et passende virksomhedssamarbejde, hvilket godt kunne være tilfældet.

Helt generelt skal vi fremover fremstille en lang række af vores samfunds varer og produkter på baggrund af ressourcer som biomasse og grøn gas i stedet for som nu på baggrund af fossile brændstoffer. Der bliver derfor behov for at udvikle en helt ny industrisektor i form af bioraffinaderier til erstatning for f.eks. olieraffinaderier til at fremstille både biobrændstoffer til f.eks. fly og plastikprodukter til et meget bredt spektrum af anvendelser og meget andet. På baggrund af Danmarks stærke landbrugssektor og en lang række bioteknologiske virksomheder og andre relevante brancher er det oplagt at satse på teknologiudvikling på nogle udvalgte områder/produkter indenfor denne fremtidige sektor i Danmark. Der er allerede aktiviteter i gang på området flybrændstof, og der er også en forening/konsortiedannelse til fremme af teknologi til bioraffinaderier i Danmark under brancheforeningen Dansk Miljøteknologi, ligesom de ovennævnte områder P2G og P2X også kan ses under denne ramme. Der er altså nogle virksomheder, organisationer og personer, man allerede kan gribe fat i for at kvalificere et valg af nogle mulige, lovende indsatsområder her.

Et yderligere område, der kunne være interessant at satse på, er blå/marin biomasse – altså at øge biomasseproduktionen i Danmark ved at dyrke biomasse i vores nære havområder. Også her foregår der i dag forsøg og udviklingsaktiviteter, der kan danne grundlag for nærmere vurderinger af mulighederne. Endelig vil landbrugets rolle i meget af dette fremover blive ganske betydelig, så det vil være yderst vigtigt at inddrage landbrugssektoren aktivt i dette arbejde – ikke mindst fordi også denne sektor har sat et mål om at blive CO2-neutral i 2050, hvilket er et meget vigtigt og positivt udgangspunkt.

Der er altså samlet set masser af muligheder at gribe fat i og tage under overvejelse – muligheder, der både vil kunne nedbringe Danmarks CO2-udledninger væsentligt frem mod 2030 og 2050 og indebære gode muligheder for eksport af systemløsninger internationalt, forudsat at det lykkes at udvikle dansk erhvervsliv til at håndtere eksport af komplekse systemløsninger på troværdig og overbevisende vis og i et relevant omfang.

I Danmark har vi masser af virksomheder i alle størrelser, der både er kreative, visionære og har styr på tingene og som udvikler og sælger masser af gode og fremtidssikrede produkter både hjemme og internationalt. Men stort set hele vores eksport består af komponenter eller ”stumper” – vi er en nation af underleverandører af stumper. Det er vi til gengæld også rigtig gode til, og vi har mange virksomheder i Danmark, der er blandt de bedste på deres felter, og de fleste virksomheder er også både innovative og omstillingsparate, så det skal nok fortsætte i god stil fremover.

Men internationalt – hvor man jo ligesom hos os selv får flere og flere komplekse, ”wicked problems” – efterspørges der i stigende omfang løsninger på disse problemer – løsninger, der nødvendigvis i stigende omfang vil bestå af et stort antal komponenter lige fra alle mulige småting til store tekniske anlæg som vindmølleparker, vandværker, rensningsanlæg, biogasanlæg, bioraffinaderier m. v., der er bundet sammen af avancerede IT-systemer med masser af modelkomplekser og brug af Big Data etc. Det betyder i almindeligt sprog ”systemløsninger”, og det der efterspørges i stigende grad internationalt, er netop sådanne systemløsninger, vel af bemærke med garanti for, at det samlede system virker, når det er etableret, og at den aftalte pris holder.

Vi har generelt været gode til at udforme denne type af systemløsninger i Danmark i mange år og er det i et vist omfang stadig, selvom det jo i dag kræver mere og mere avancerede teknologier af alle slags – og jeg har da selv ved mange lejligheder oplevet folk udefra, der har set nogle af disse løsninger og så spørger, hvem de kan købe dem af. Her sker der så ofte det, at de tilstedeværende danske virksomheder kigger lidt på hinanden og træder sig selv over tæerne – der er nemlig ingen af dem, der kan eller vil levere helheden og garantere for, at den virker. De vil derimod alle hjertens gerne levere nogle af de komponenter, der indgår i løsningen, men bundlinjen bliver hurtigt, at den mulige kunde så må købe alle stumperne og selv sætte dem sammen eller noget der ligner – og det har de færreste umiddelbart lyst til at binde an med.

Det duer simpelthen ikke, og jeg er mange gange i de senere år blevet overrasket over, hvor mange nøglepersoner i Danmark, der er uvidende om dette problem, hvis det ikke er fordi, det er for svært at tale højt om. Men det duer jo heller ikke. Hvis man vil have systemløsninger, skal man altså i dag gå til store internationale entreprenørvirksomheder, for vi har ikke rigtig virksomheder i en global liga af denne type i Danmark mere – alternativt kan man gå til større totalleverandørvirksomheder som tyske Siemens, franske Schneider Electric, svenske ABB, japanske Hitachi eller Mitsubishi eller lignende – og sådan nogle har vi stort set heller ikke i Danmark. Der er selvfølgelig også mange, der vælger disse muligheder, men her er der ofte hos kunderne en bekymring for, at man så bliver helt afhængig af totalleverandørens egne, oftest lukkede og proprietære IT-systemer, og dermed i høj grad stavnsbundet videre frem – en ofte helt relevant bekymring.

Samtidig er der også mange steder i stigende omfang en bekymring for at komme i lommen på de store internationale techvirksomheder og blive overvåget og manipuleret af dem. I øvrigt skal man ikke tro, at f.eks. forsyningsområdet som helhed internationalt kører rigtig fint med intelligente IT-systemer og komponenter, integrerede systemløsninger etc. – der er snarere tale om et område, der internationalt helt overvejende befinder sig på et ret primitivt IT-niveau, hvor et utal af ”intelligente” komponenter og systemer, der ikke forstår hinanden og ikke spiller sammen, skaber kaos og problemer i hverdagen fremfor effektiv og optimal drift og gode problemløsninger. Dette gælder også for mange andre områder, så der er masser at gøre derude, før alt det dér med IT, AI og smarte løsninger vil kunne betegnes som en succes på de mere traditionelle og tunge, men helt afgørende og væsentlige samfundsmæssige områder.

Der er med andre ord et stort behov internationalt for totalløsninger af høj kvalitet og med troværdige leverandører med et troværdigt bagland, dokumenterede resultater og med IT-systemer, der er sikre uden af være lukkede og proprietære, men i stedet åbne for samspil og integration med andre typer af systemer. Sådanne systemer kan vi både udvikle og etablere i Danmark på områder, hvor vi har de relevante forudsætninger, de relevante virksomheder og evner at facilitere et tværfagligt og tværorganisatorisk samarbejde. Men vi vil kun for alvor kunne sælge og levere dem internationalt, hvis de samarbejder, der har udviklet og skabt løsningerne også rummer en aktør, der kan stå 100% på mål for kontrakten med kunden og leverancen til kunden og garantere for, at den kommer til at virke som forventet – altså har det ret omfattende set-up finansielt, juridisk og risiko- og forsikringsmæssigt, der skal til for at kunne fungere som kontraktholder og leverandør af komplekse, højteknologiske systemer på et internationalt marked.

Vi er kommet et rigtig godt stykke vej på den bane med havvindmølleparkerne, som i sig selv er komplekse systemer, men som jo også er delkomponenter i et samlet energisystem og i praksis afhængige af en lang række andre komponenter i dette system for at kunne fungere effektivt på længere sigt. Og det ville jo være rigtig fint også at kunne levere en del af disse øvrige komponenter og bistå med at få det hele til at spille sammen.

Vi er gode til at samarbejde mellem offentlige og private aktører i mange sektorer i Danmark, og vi er også gode til at skabe udviklingssamarbejder mellem forskellige typer af virksomheder – og de SKAL være forskellige, det duer ikke med indbyrdes konkurrence på kerneområder i et effektivt udviklings- og innovationssamarbejde! Dog går det også af og til trægt med at få de rigtige samarbejder organiseret og få dem til at fungere effektivt, og der er stadig meget, der kan blive bedre på disse områder. Og vi har som nævnt en udfordring af helt afgørende betydning i forhold til rollen som systemleverandør og kontraktholder overfor kunderne – og den udfordring kan kun påregnes at blive større og større i de kommende år.

Der var altså en god grund til at arbejdet med systemeksport tilbage i 1980’erne aldrig rigtigt blev til noget, vi kunne simpelthen ikke finde ud af det, selvom idéen var rigtig nok. I dag er systemeksport igen på dagsordenen og i langt højere grad end i 1980’erne, og det er fint – men der snakkes alt for meget om ”modeller”, ”guidelines” og ”juridiske rammer” for de nødvendige samarbejder, og alt dette er ikke noget stort problem, hvis de involverede partnere er reelt interesserede i at samarbejde, har etableret indbyrdes tillid og har formuleret et fælles udviklingsprojekt, som alle parter kan se sig selv i. Og har de ikke det, sker der under ingen omstændigheder noget alligevel, uanset hvor mange modeller, guidelines og juridiske rammer, der er udviklet.

Det er derimod fuldstændig og aldeles afgørende (vi tager den lige én gang til…) at have en professionel virksomhed i konsortiet, der kan levere det samlede system og garantere for dets funktion. Om ikke andet må man finde en international totalleverandør, der er repræsenteret i Danmark og forsøge at få dem til at tage rollen – det vil være muligt, hvis de øvrige virksomheder i konsortiet er tilstrækkeligt overbevisende at samarbejde med, og den påtænkte løsning er tilstrækkeligt interessant. Alternativt kan der måske findes en løsning på dette leveranceproblem i et offentligt-privat samarbejde med staten og en række toneangivende virksomheder som centrale aktører. Det vil være surt, hvis vi udvikler en række rigtig gode systemløsninger indenfor klimaområdet i Danmark i de kommende år – som vi jo allerede er lidt i gang med – men skal blive hængende i rollen som en nation af underleverandører af ”stumper”, mens nogle internationale totalleverandører og entreprenører løber med alle systemleverancerne. Det vil også blive dyrt for os. Vi må ikke være naive her, og vi er nødt til at løse dette problem.

At det er alvorligt, fremgår f.eks. af den meget begrænsede eksport af fjernvarmeteknologi til trods for den store udbredelse og de gode resultater, fjernvarmen har i Danmark, og til trods for, at fjernvarmen sammen med vindmøllerne så langt er de to mest effektive tiltag overfor klimaproblemet, der er skabt i Danmark i efterkrigstiden (selvom klimaproblemet ikke var i fokus ved etableringen af fjernvarmen i Danmark). Der er faktisk for få år siden udarbejdet analyser, der viser at en implementering af fjernvarmeløsninger overalt i EU, hvor der er spildvarme til rådighed er langt det mest effektive enkelttiltag overfor CO2-udledningerne i EU, som det er muligt at gennemføre på relativt kort sigt. Men vi sælger kun lidt fjernvarmestumper her og der – ingen systemløsninger – selvom vi etablerede dem i stor skala helt tilbage i 1970’erne og 80’erne og stadig skaber ny udvikling og forbedringer på området. Det er ikke godt nok.

Dette er selvfølgelig helt centralt og et meget vigtigt spørgsmål. Med den gradvise frisættelse af finanssektoren, der er sket i den vestlige verden siden ca. 1970 især i England og USA, er der jo samtidig sørget for at begrænse nationalstaternes skatteprovenu på en lang række måder og sørge for, at stort set al kapitalophobning i dag sker på private hænder. Den eneste væsentlige undtagelse herfor er Norges nationale oliefond, stort set alle andre vestlige/demokratiske lande har rigeligt at gøre med at få de offentlige budgetter til at strække til at håndtere den årlige drift; der er meget få midler til store investeringer – og i de fleste andre lande i verden er kapitalen i forvejen på private hænder i form af et herskende oligarki. Der er altså ingen anden vej end at mobilisere privat investeringskapital, og her er pensionskasserne jo også klar med penge i Danmark, men selvfølgelig under forudsætning af, at der er tale om sikre investeringer med et godt afkast – og denne forudsætning vil også gælde for alle andre private investorer; der er måske en vis risikovilje her, men ikke mange filantroper! Så hvis vi vil i gang på et substantielt niveau og kunne skabe markedsmomentum på udvalgte områder, skal vi kunne skabe attraktive investeringsmuligheder for privat kapital for at kunne mobilisere tilstrækkelige midler.

Det er imidlertid interessant, at vi samtidig er i en situation, hvor en nærmest permanent lavrentetilstand nu har varet i en længere årrække, og selvom der på det senere har været rentestigninger, er renteniveauet stadig ikke særligt højt. Der er sikkert mange og komplicerede årsager til dette fænomen, men overordnet kan det ses som et tegn på, at der er lav efterspørgsel på penge, og dette kan igen ses som et tegn på, at der er mangel på gode og attraktive investeringsprojekter set i et fremadrettet perspektiv. Det er måske fordi de aktiviteter, vi plejede at investere i – f.eks. aktiviteter med en tæt relation til kul, olie og gas som energikilder (hvilket dækker et meget bredt spektrum af aktiviteter i verden, faktisk stort set alt!) – i stigende grad bliver set som mindre attraktive på grund af klimaproblemerne, samtidig med at de aktiviteter, som vi burde investere i, endnu kun i ret ringe omfang er rentable uden væsentlig økonomisk støtte.

Når dette ses i sammenhæng med, at stort set alle samfund stadig i høj grad subsidierer den sorte energi og dens teknologier på forskellig vis (selvom vi måske har glemt det eller i hvert fald har glemt hvorfor?) og ofte i væsentlig mindre grad subsidierer den grønne energi og dens teknologier, så er det jo klart, at der mangler gode, ordentlige og fremsynede investeringsmuligheder i de fleste samfund i dag. Men det kan vi jo gøre noget ved, og det er vi vel også så småt i gang med. Men kun så småt…

Det undrer mig lidt, at disse overordnede sammenhænge er så svære at forstå og forholde sig til, som de tilsyneladende er – og at det også er så svært at se, at nationalstaterne i denne situation faktisk har rigtig mange handlemuligheder, også muligheder der ikke kun handler om at forsøge at råde bod på alle fortrædelighederne med stigende ulighed, skatteunddragelse, svindel og hvidvask og meget andet. For det er selvfølgelig helt afgørende for at komme videre, at vi sørger for, at de ting, vi skal holde op med at gøre, bliver økonomisk mindre attraktive, mens de ting, vi i høj grad skal til at gøre rigtig meget mere, samtidig bliver økonomisk mere attraktive – og hellere i går end i dag. Hvordan skal vi ellers få skiftet retning i det omfang, der nu er så stort behov for? Og her er det jo dejligt, at vi lever i et land med så meget regulering og et så højt tryk af skatter og afgifter på stort set alle områder som det danske, for så er der jo masser af muligheder for at omlægge disse reguleringer, skatter og afgifter, så vi faktisk kan få gjort de indsatsområder, der er helt afgørende for vores fremtid, økonomisk mere attraktive, og de områder, der er ødelæggende for vores fremtid, økonomisk mindre attraktive – uden samtidig at ødelægge statens økonomi eller øge uligheden i samfundet, hvis vi gør det ordentligt og med omtanke.

Det er selvfølgelig en øvelse af betydeligt omfang og med væsentlige usikkerheder, men det er da også et helt utroligt potentiale for at skabe en bedre fremtid! Og selvom, der skulle opstå nogle perioder med lidt deficit i statsfinanserne, kan en veldrevet stat som den danske jo fremdeles låne penge med lave renter i dag. Alt dette kræver nok, at vi gør op med noget indarbejdet neoliberal praksis med hensyn til, hvordan man driver en stat – og tør begive os ud ad nye veje og rokke lidt med båden – men hvad er alternativet? Og vi har jo netop også set – i forbindelse med Coronaen – at staten både hurtigt og effektivt kan mobilisere enorme økonomiske midler!

Der er masser af muligheder for at skaffe de nødvendige midler til den nødvendige indsats; der er sikkert nogle love og regler, der står i vejen her og der, men så må vi jo lave dem om – eller finde ”hullerne i osten”, hvis det ikke kan lade sig gøre at ændre reglerne. Vi kan jo ikke skabe de nødvendige ændringer i vores samfund på 1-2 årtier i den nuværende situation med love, regler, skatter og afgifter, der stadig i alt væsentligt er designet til at understøtte et industrisamfund, som det så ud i 60’erne og 70’erne. Der er ikke meget at betænke sig på – vi må i gang med en alvorlig og grundig reorganisering her.

Det offentlige Danmark har altså gode og oplagte handlemuligheder til rådighed for at skabe den nødvendige økonomi til en offensiv klimaomstilling. Staten kan ændre rammerne grundlæggende ved at omlægge reguleringer, skatter og afgifter, så de attraktive investeringsmuligheder for privat kapital i højere grad peger fremad end bagud. Og staten kan låne penge på attraktive vilkår til at støtte op om den ønskede udvikling i en periode, hvor det er nødvendigt for at skabe det nødvendige momentum på udvalgte områder, der tegner lovende og/eller for at supplere den statslige økonomi eller begrænse uligheden i samfundet. Men vi skal selvfølgelig begynde at handle på alt dette, for det vil ikke ske af sig selv, så længe tingene fungerer, som de gør.

Den næste udfordring er, at det nu skal gå rigtig stærkt med at få skabt nogle klare og markante resultater. Dette er overvejende et økonomisk og finansieringsmæssigt problem, så længe der er tale om modne teknologier, som solceller og vindmøller jo er i dag, hvor selv havvindmølleparker nu kan klare sig uden tilskud trods de store anlægsomkostninger. Men der er også en række områder, hvor der nok er teknologier i støbeskeen og på forsøgsstadiet eller måske endda på prototype- eller demonstrationsstadiet – men hvor der altså ikke er tale om modne teknologier. Er det her muligt at komme hurtigere frem til teknologisk modenhed, end det skete på vindmølleområdet, hvor der jo gik omkring 50 år fra en gruppe små midtjyske smedevirksomheder tog de første spæde skridt og til en industriel succes internationalt var etableret? Og hvor det jo alligevel endte med en særdeles betydelig og markant succes, selvom det tog ret lang tid. Behøver det med andre ord at tage så lang tid, kan vi ikke få tingene til at ske hurtigere?

Jo, det kan vi sikkert godt, selvom det også er vigtigt at fremhæve, at vejen fra et virkelig vellykket forsknings-, udviklings- eller demonstrationsprojekt til en industriel succes på internationalt niveau bestemt ikke er nogen bagatel og ofte undervurderes af både universiteter, bureaukrati og politikere. Det italesættes heller ikke i særligt høj grad af industrien selv – formentlig fordi Danmarks industrivirksomheder i høj grad er komponentleverandører og ikke løsningsleverandører, så de har kun i ret begrænset omfang dette overordnede fokus og perspektiv. Et eksempel på denne problemstilling kunne være diskussionerne om etablering af de første større bioraffinaderier i Danmark for nogle år siden – en indsats, der dengang i alt væsentligt løb ud i sandet, bl.a. fordi man politisk ikke ønskede at støtte første generations teknologier (baseret på planteafgrøder, der også kan spises eller bruges til foder), men ønskede at vente til der forelå teknologiske muligheder for anden generations teknologier (baseret på biologiske ”affaldsprodukter”).

Problemet her var blot, at vejen frem til solide kompetencer og kapacitet på et nyt industrielt område, både med hensyn til teknologier, design, anlæg og drift som nævnt er krævende og langvarig. Derfor havde det været rigtig godt at starte med nogle fuldskalaprojekter med første generations teknologier, fordi dette i høj grad ville have beredt vejen for senere implementering af anden generations teknologier, så dette kunne ske væsentligt hurtigere og med færre problemer, end det ellers vil blive tilfældet. Det er afgørende vigtigt at se denne type af udviklingsforløb som en samlet helhed og ikke prioritere og beslutte på grundlag af enkeltstående situationer og meget afgrænsede og idealiserede overvejelser. Det tager tid at opbygge ny industriel, anlægsteknisk og driftsteknisk kapacitet til et større teknologisk gennembrud – derfor skal der startes så tidligt som overhovedet muligt, hvis man vil opnå hurtige resultater. I øvrigt er skellet mellem spiselige afgrøder/foder og biologiske affaldsprodukter ikke særligt relevant i dag, hvor det meste bioaffald efterhånden kan konverteres til foder eller fødevarer i en eller anden form.

Måske var jeg også lidt hurtig i et tidligere afsnit til at pege fingre af bemærkningen om at ”markedet jo må løse det”, for det er jo rigtigt, at hvis vi for alvor skal rykke på et område, så er det helt nødvendigt at få markedet aktiveret med et væsentligt volumen – ellers bliver det ikke til andet end små hop på stedet, og vi får ikke skabt det momentum, der for alvor fører frem til store effektiviseringer i løsningerne og produktionen og til markante teknologi- og produktforbedringer og væsentlige prisfald, som det jo i de senere år i høj grad er sket på solcelle- og vindmølleområdet generelt og ikke mindst med havvindmølleparkerne. Men dette momentum kommer jo først, når der rent faktisk er et marked af en væsentlig størrelse, dvs. når det kan betale sig at investere i området for alvor og private investorer derfor melder sig på banen. Men lad os i den sammenhæng se lidt på, hvad der var godt og skidt i forløbet med vindmøllerne, for det er jo det eneste eksempel vi har i nyere tid på en rigtig succes for et specifikt dansk innovations- og eksportinitiativ i stor skala.

Det var rigtig godt, at der forelå en lang række forsøgsresultater fra forsknings- og udviklingsarbejde helt tilbage i 1930’erne – og at nogle små smedevirksomheder i Midtjylland begyndte at arbejde seriøst med området bl.a. på dette grundlag allerede sidst i 1960’erne og først i 1970’erne. Det var også fint, at nogle større landbrugsmaskinevirksomheder, der savnede nye produkter til deres marked, senere gik aktivt ind i det med et større kapitalapparat, og det var fint at nogle universiteter, især DTU/Risø, også med tiden kom på banen til videnopsamling og -systematisering. Det var endvidere fint, at Tvindskolerne startede deres store vindmølleprojekt – og ikke mindst var det fint, at en række af de andre aktører delvist uofficielt gik på banen for at bistå Tvindprojektet, så det ikke endte med en fiasko, for det ville have været en katastrofe for den videre udvikling!

Det var imidlertid ikke så fint, at hele denne udvikling i høj grad var præget af tilfældigheder og ofte af en betydelig grad af rod og uorden, uoverensstemmelser, samarbejdsproblemer, og af og til endda af konkurser, og derfor kom til at tage meget længere tid end nødvendigt, hvis tingene havde været organiseret lidt mere hensigtsmæssigt, systematisk og en smule mere forudseende fra start (men dette kan selvfølgelig være svært, når det handler om noget nyt…). Det gik da også alligevel, ikke mindst fordi der var så mange aktører, der virkelig ville det og arbejdede engageret og utrætteligt for det – og det er helt sikkert også en absolut nødvendighed, hvis man skal lykkes i den skala, som vindmølleindustrien i dag repræsenterer.

Noget af det absolut bedste undervejs i forløbet var, at miljøminister Svend Auken på et kritisk tidspunkt valgte at støtte den videre udvikling, ikke via støtte til enkeltprojekter, men ved at give et væsentligt og tilstrækkeligt tilskud til prisen på vindmøllestrøm, altså til vindmøllernes produkt, for dette bevirkede, at det lige pludselig kunne betale sig for privat kapital at investere i området. På denne måde blev der gradvist skabt det markedsmomentum, som er omtalt ovenfor, og dermed overtog markedet også gradvist i væsentligt omfang det videre forløb, og i dag er den internationale succes en klar realitet. Der er sikkert meget mere i dette forløb, men der er helt sikkert basis for følgende to afgørende vigtige konklusioner:

1. Det vil være en stor fordel at organisere sådanne forløb mere systematisk og fremsynet fra starten, herunder tidligst muligt at sammensætte et eller flere konsortier, der har kompetencer og ressourcer til at føre udviklingen helt frem til en international succes, hvis dette viser sig muligt – og støtte forløbet i et vist omfang med offentlige midler til udviklingen i startfasen, for konsortiedannelser til grundlæggende industriel innovation i stor skala sker sjældent af sig selv – der skal fødselshjælp til.
2. Den offentlige støtte skal herudover i høj grad gives som driftstilskud til det ønskede produkt (evt. i form af en afgiftsomlægning eller andet), hvis/når teknologien har nået en modenhed, der muliggør, at markedet kan tage over, men prisen stadig ikke er konkurrencedygtig med teknologier med tilsvarende produkter. Det er naturligvis bedst, hvis dette sker af sig selv, men det vil oftest ikke være tilfældet eller vil vare alt for længe, når der er tale om så grundlæggende nyskabelser og ny-orientering, som klimaområdet indebærer og kræver.

Der vil naturligvis være mange områder, hvor det ikke vil være realistisk muligt at skabe et gennembrud ”på dansk jord og overvejende danske hænder”, men der vil også være områder, hvor dette vil kunne lade sig gøre. Kunsten vil være at vælge et begrænset antal områder, som organiseres overbevisende og støttes af staten i en udviklingsfase og dermed satse på, at et enkelt eller måske et par stykker skaber mulighed for et vækstforløb af en væsentlig størrelse på sigt. Disse skal herefter støttes på et passende niveau i en periode på driftssiden med direkte produktstøtte, så områderne bliver attraktive for private investorer så hurtigt som muligt.

Man kan indvende, at dette jo er at udpege teknologier på forhånd fra statens og samfundets side, men det er ikke tilfældet. Det var det godt nok med vindmøllerne, men det bør ikke være strategien. Man skal generelt ikke udpege specifikke teknologier på forhånd, men vælge de områder og problemstillinger, man vil satse på; det kan f.eks. være CO2-neutralt flybrændstof, produktion af plast baseret på biomasse, produktion af blå/marin biomasse på havet eller produktion af grøn gas på baggrund af grøn strøm fra vindmøller og solceller – blot for at nævne nogle få eksempler, som ikke her må forstås som anbefalinger eller prioriteringer. Det er klart, at de områder, der skal satses på, skal være områder, hvor der i forvejen er noget at bygge på i form af eksisterende styrkepositioner og væsentlige behov i det danske samfund, ellers bliver det svært.

Og husk: Et marked kan ikke udrette noget som helst – ud over det, det er reguleret til at udrette! Et marked er bedst til at opretholde status quo, dog af og til med mindre udbrud af tilfældig innovation hist og her. Men i en situation, hvor vi står overfor grundlæggende samfundsomstillinger kan markedet overhovedet ikke udrette noget – men mindre lovgivning, afgifter og anden regulering ændres til at understøtte omlægningen effektivt. Uden sådanne ændringer er markedet en “lam and”, der kun kan understøtte status quo. Virksomhederne holder benhårdt fast i det, der virker under de eksisterende rammer, og der kommer ingen innovation – og ingen omstilling. Game over.

Der er også andre problemer, f.eks. med rammer og regulering. Jeg har af og til haft lejlighed til at diskutere alt dette med politikere og endda engang en klimaminister. Et af de tilbagevendende udsagn var her tidligere, at ”markedet jo skal løse problemerne”. Når man så gjorde opmærksom på, at markedet på f.eks. energiområdet stort set er defineret af statslige afgifter, og dermed helt overvejende er politisk bestemt, blev der typisk snakket sort og henvist til Finansministeriet. Men der er faktisk tale om et endog meget alvorligt problem her, som vi ikke kommer udenom at finde løsninger på.

Et eksempel: I de seneste år er der investeret rigtig mange penge i fjernvarmesektoren i anlæg til at brænde biomasse. Når man taler med folk, der beskæftiger sig med det fremtidige energisystem, mener de fleste, at det ville have været langt bedre og mere fremsynet at investere i store varmepumper, så man kunne udnytte noget af overskudsstrømmen fra vindmøllerne, når det blæser meget, til at lave fjernvarme med. Hvorfor har man så ikke gjort det i stedet? Jo, det er fordi, der ikke er afgifter på biomassen, mens der er urimeligt høje elafgifter på den overskudsstrøm, der jo alligevel ofte ikke kan sælges, og som man endda af og til skal betale for at komme af med. Samtidig er lovgivningen på fjernvarmeområdet sådan, at værkerne SKAL vælge de for forbrugerne billigste løsninger (hvilket jo er meget rimeligt). Men resultatet er enorme fejlinvesteringer i uhensigtsmæssig teknologi, hvilket på sigt bliver særdeles dyrt for forbrugerne, samtidig med at biomassen i øvrigt i mange tilfælde heller ikke er CO2-neutral. Der er ikke sammenhæng i tingene.

Vi bruger altså de penge, som vi skulle investere i en grønnere fremtid forkert, fordi vores skatte- og afgiftssystem er forældet. Og hvad så, hvis man i fremtiden vil ændre disse afgifter – herunder f.eks. lægge væsentlige afgifter på biomasse? Så vil ejerne af biomasseværkerne selvsagt protestere kraftigt, og det kan man jo godt forstå – så det bliver nok svært i det mindste de første mange år. Så der er ikke blot tale om fejlinvesteringer her og nu, men også om investeringer, der forhindrer de rigtige investeringer og handlinger i en lang årrække fremover, fordi pengene i stedet er brugt forkert. Der er allerede en del eksempler på dette, et andet er afgifter på spildvarme fra industrien, når det bruges til opvarmning – afgifter som er så høje og så tunge at administrere, at spildvarmen stort set ikke udnyttes, selvom der er masser af den til rådighed, et tredje var det tidligere helt utilstrækkelige salg af elbiler i forhold til ambitionerne i omstillingen, hvor afgiftsomlægninger også vil være et helt afgørende tiltag – og den slags har vi nu hverken tid eller råd til, som tingene tegner sig i dag.

Det er selvfølgelig særdeles svært at gennemføre sådanne ændringer i afgifter og reguleringer, så tingene bliver helt rigtige. Men vi er nødt til at gøre noget ved det, for den udfordring, vi står overfor nu, har et omfang, der vil kræve en helt grundlæggende omlægning af de fleste af vores skatter, afgifter og andre reguleringer i de kommende få år. En generel CO2-afgift af væsentlig størrelse er selvfølgelig en oplagt løsning som udgangspunkt, men der vil være en del problemer og specifikke forhold, som ikke nødvendigvis løses med en generel CO2-afgift, men som alligevel er vigtige og skal håndteres, ligesom en generel CO2-afgift også vi skabe en række problemer, som også skal løses – så opgaven er kompleks, men den skal løses! Og selv om det er svært, er det jo næppe umuligt. Under alle omstændigheder er der som ovenfor skitseret er række indlydende og iøjnefaldende håbløse forhold, som man da kunne starte med at tage hånd om.

Da der er meget, vi ikke ved, er det også svært at sige noget præcist om, hvordan vi skal bevare vores hjem på Jorden på meget langt sigt. På det ret korte sigt – vi taler her om få årtier, måske faktisk kun 1-2 – er der imidlertid ikke meget tvivl om, at det er af afgørende betydning at reducere CO2-indholdet i atmosfæren; vi skal meget hurtigt til at reducere vores udledninger, så CO2-indholdet i atmosfæren holder op med at stige og begynder at falde. Vi skal derfor holde ordentligt regnskab med vores CO2-bidrag som samfund og som personer og stræbe efter at blive CO2-neutrale hurtigst muligt. Når jeg her skriver CO2-emissioner, skal det forstås som drivhusgasemissioner totalt set (også kaldet Green House Gas (GHG) emissioner), altså inklusive f.eks. methan, lattergas, CFC’er m. v. – CO2 er altså her en samlebetegnelse, hvilket også er det normale i relativt overordnede beskrivelser af denne problemstilling.

Det er i den sammenhæng et problem, at der er temmelig mange metoder at opgøre CO2-regnskaber på, og at der naturligvis også i mange tilfælde er betydelige usikkerheder på de data, man kan opnå. Der er kort sagt både usikkerheder og forvirring på området, og især vedrørende metoder er der også i betydeligt omfang politik i tingene, hvilket ofte ikke fremmer hverken klarhed eller grundlaget for hensigtsmæssige handlinger. Det er kort sagt et kompliceret område. Hvis vi forenkler det lidt og tillader os at arbejde med lidt runde og historiske tal, er der imidlertid groft sagt to forskellige metoder at opgøre CO2-regnskaber på:

1. Den geografiske metode: Her opgør man de direkte CO2-emissioner, der rent faktisk udledes fra konkrete aktiviteter indenfor den geografi, man arbejder med – og alle aktiviteter medregnes så vidt muligt. Ofte medregnes også (indirekte) emissioner fra energi, der er produceret udenfor geografien, men forbruges indenfor denne.
2. Carbon Footprint metoden: Her opgør man de samme emissioner som under 1, men herudover også (indirekte) emissioner fra alle forbrug af varer, produkter, tjenesteydelser etc., der foregår indenfor geografien, men som er produceret udenfor denne. Til gengæld benytter man også her en import-eksport balance, således at emissioner, der skyldes produktion indenfor geografien, men som eksporteres ud af geografien, fratrækkes.

Man kan også kalde 1 for et produktionsperspektiv og 2 for et forbrugsperspektiv. Der er meget, der tyder på, at metode 2 er fremtiden, da der jo generelt ikke produceres ting i verden, der ikke efterspørges, købes og forbruges – det er forbruget og efterspørgslen, der driver produktionen, ikke omvendt, og derfor virker det rimeligt at knytte CO2-emissionerne til forbruget snarere end til produktionen. Det er også her, politikken kommer ind i billedet – i Vesten og i Danmark er vi primært forbrugere, og derfor foretrækker vi metode 1, der kun fokuserer på produktion, så vi ser bedre ud. Men er det retfærdigt overfor lande som Kina og Indien, der producerer rigtig meget af vores forbrug? – selvom de selvfølgelig også skal arbejde på at gøre den produktion så CO2-neutral som muligt.

Betydningen af forskellen mellem de to metoder kan belyses via nogle få eksempler:

• Da man for ca. 15 år siden første gang opgjorde danskernes CO2-emission pr. borger som gennemsnit, var resultatet med metode 1 ca. 12 tons pr. borger, mens resultatet med metode 2 var ca. 19 tons pr. borger.
• Da Københavns Kommune stort set samtidig hermed gennemførte sin første CO2-kortlægning i 2008-2009, var resultatet med metode 1 ca. 5 tons pr. borger. Der er så vidt jeg ved aldrig gennemført CO2-kortlægning med metode 2 for Københavns Kommune, men i 2010 gennemførtes en sådan kortlægning for hele Region Hovedstaden med resultatet ca. 19 tons pr. borger og for Frederiksberg Kommune med resultatet ca. 17 tons pr. borger. Resultatet for Københavns Kommune var således formentlig ca. 17-19 tons pr. borger, altså mere end tre gange så stort som opgørelsen efter metode 1.

Det er generelt, at opgørelser efter metode 1 giver lavere værdier i typiske byområder, fordi folk bor tættere, og der hverken er landbrug eller industri af betydning. Det er også generelt, at forbrugsandelen af emissionerne er større i typiske byområder, fordi velstanden er større og fordi en væsentligt større andel af forbruget er importeret. Det fremgår af ovenstående eksempler, at forbrugsandelen for ca. 15 år siden udgjorde ca. 1/3 af de samlede emissioner for den gennemsnitlige dansker, men udgjorde mere end 2/3 af de samlede emissioner for den gennemsnitlige københavner. Da Københavns Kommunes klimaplan kun arbejder med regnskaber baseret på metode 1, betyder dette, at når København i 2025 (eller måske lidt senere) vil erklære sig for CO2-neutral, mangler den enkelte borger at reducere med ikke mindre end 12-13 tons pr. person set i et Carbon Footprint perspektiv og i forhold til situationen i 2008-2009.

Disse forhold bevirker at CO2-neutralitet får lidt karakter af elastik i metermål, når man ikke er meget præcis med at deklarere rammerne for beregningerne, herunder hvad der er med og ikke med. Så hvad betyder ambitionen om 70% reduktion af CO2-udledningerne i Danmark i 2030 og CO2-neutralitet i 2050? – er det 70% af emissionerne og CO2-neutralitet beregnet efter metode 1 eller metode 2? Det er overvejende metode 1 – men det er stadig ambitiøse mål, så lad os endelig ikke slække på dem!

Jeg har det egentlig OK med at man erklærer sig for CO2-neutral på et noget forskelligt grundlag, når der endnu ikke eksisterer fælles, internationale standarder, men jeg har det dårligt med, at man ikke klart deklarerer, hvad grundlaget er og hvad man har medregnet og udeladt. Dels fordi jeg synes, det er ”greenwashing”, men i særdeleshed fordi det jo er svært at finde ud af, hvad vi skal gøre i den måske mest kritiske situation, som menneskeheden nogensinde har stået i, når vi lægger mere vægt på at gøre os lækre på et uklart og tvivlsomt grundlag, end på at fremlægge seriøs information og dokumentation for, hvordan tingene rent faktisk forholder sig. Jeg synes bestemt, at vi som danskere skal være både glade og stolte over, at det f.eks. er lykkedes Københavns Kommune gennem en stærk og målrettet indsats at profilere sig så stærkt som en grøn hovedstad internationalt, som det jo faktisk er – men jeg savner en større gennemsigtighed og ærlighed med hensyn til metodegrundlaget for CO2-beregningerne, både i kommunerne og nationalt. Det er ikke i orden, at der ikke er helt klarhed om dette.

Det bliver helt sikkert svært at foretage omstillingen. Og så igen. Vi har tidligere håndteret store regionale og globale miljøproblemer ganske overbevisende og i en international skala, f.eks. forsuringen af de nordlige skovområder fra svovludledning fra kraftværkerne og det voksende hul i ozonlaget hidrørende fra CFC’erne i køle- og skumplastindustrierne og spraydåserne tilbage i 1980’erne og 1990’erne. Begge disse løsninger fungerede via omfattende internationale aftaler og samarbejder, der blev iværksat og implementeret ganske hurtigt og effektivt. Ja, men her var der også tale om problemstillinger, der kun omfattede et meget begrænset antal industrier, og hvor en del af løsningerne allerede var helt eller delvist kendte – der var med andre ord tale om ret få og konkrete ”tekniske fix”, selvom omfanget var betydeligt og problemerne var omfattende og påtrængende.

Situationen med den nuværende klimaproblemstilling er helt anderledes, fordi vores samfund over hele verden i utroligt høj grad er udviklet, skabt og eksisterer på grundlag af let tilgængelige og billige fossile brændstoffer – dette er selve grundlaget for alle vore samfunds processer og strukturer; der er kort sagt tale om en meget grundlæggende og dyb afhængighed; som hvis man skal holde op med at ryge eller bevæge sig ud af et omfattende misbrug af alkohol eller narkotika! Her er det ikke blot nogle få, isolerede tekniske fix, der er tale om – det er et meget stort antal tekniske fix, hvor en del af dem endnu ikke er kendte og udviklede, og som skal iværksættes i et stramt koordineret og samordnet forløb for at kunne lykkes.

Herudover bliver der også tale om en lang række ændringer i vores hverdag, vaner, praksis og levevilkår i det hele taget – vi skal kort sagt gennemføre en helt grundlæggende omstilling af vores samfund på stort set alle områder og på meget kort tid. Det er faktisk ret svært i Danmark at finde nogle situationer i nyere tid, som det er muligt, rimeligt eller relevant at sammenligne en sådan omstilling med (nu har vi dog erfaringerne med Coronaen – men det er også en trods alt meget enklere problemstilling…!) – vi har helt enkelt ikke prøvet noget lignende i en overskuelig fortid og har ofte rigeligt at gøre med at slippe nogenlunde godt fra at løse langt enklere problemer. Og hvem er lige eksperter i grundlæggende samfundsomstillinger på ultrakort tid? – det er vist hverken eksperter i klima, energi, infrastruktur, trafik, miljø eller hvad? Det er vel den politiske videnskab, der skal på banen her. Men er der overhovedet noget, vi kan lære lidt af?

Mulige eksempler på noget sammenligneligt kunne være mobiliseringen af den engelske befolkning og erhvervsliv i 1940 for at undgå en tysk besættelse efter nazisternes succesrige felttog i Polen, Danmark, Norge og Vesteuropa, omstillingen af hele industriproduktionen i USA til en radikal oprustning for at blive verdens stærkeste militærmagt i perioden 1940-42, eller Sovjetunionens utrolige kraftanstrengelse for at gennemføre en tilsvarende oprustning, men her under det næsten ufattelige og grusomme pres fra nazisternes uhørt brutale overfald under operation ”Barbarossa” fra 1941 og fremefter – alle situationer, hvor indsatsen lykkedes trods enorme udfordringer. Ikke at disse eksempler er umiddelbart sammenlignelige med klimaproblemstillingen, der er noget mere kompliceret, men de nærmer sig dog noget tilsvarende i relation til omfang og behovet for ekstremt hurtig handling og markante resultater.

Vi kan måske bedst forholde os til oprustningen i USA, hvor en dansk-amerikaner i øvrigt også var en af hovedpersonerne, nemlig Wilhelm Knudsen, der på det tidspunkt var CEO hos General Motors, inden præsident Roosevelt bad ham om at involvere sig 100% i den militære oprustning, hvilket han omgående sagde ja til – for en løn på én dollar om året! Der er i 2019 i Danmark udkommet to biografier om netop Wilhelm Knudsen, som i den sammenhæng kan inspirere lidt i retning af, hvilket niveau af koordinering, kompetencer og eksekveringskraft, der skal være til rådighed i et samfund i sådanne situationer. Der er tale om bøgerne ”One Dollar Man” af Ole Sønnichsen og ”Big Bill” af Martin Knudsen – begge bøger, der er velskrevne og værd at læse, bl.a. som inspiration til håndtering af klimaudfordringen i praksis – en opgave, der næsten kun kan undervurderes med det udgangspunkt, vi har i dag. Helt ultrakort fortalt var der i USA tale om mindst følgende afgørende forudsætninger for den enorme omstilling på kun ca. 2 år:

• Et enormt stærkt politisk fokus, vilje og vedholdenhed, men også stor fleksibilitet og dynamik, vilje til inddragelse af hele samfundet og forhandling med mange parter og aktører hele vejen i et enormt dynamisk og komplekst forløb;
• Masser af penge fra både offentlig og privat side og en dyb gensidig forståelse for hinandens vilkår og virkeligheder – men en forståelse, der hele tiden skulle arbejdes med undervejs;
• En bomstærk og politisk støttet central organisering og koordinering med direkte reference til præsidenten og med aktiv inddragelse af nogle af nationens mest kompetente enkeltpersoner indenfor industriel produktion, finansiering, arbejdsmarkedsforhold mmm – en klart tværfaglig og projektorienteret tilgang! – og med enorm og vedholdende handlekraft, eksekveringsevne og vilje og evne til hele tiden at tackle nye udfordringer for at sikre fremdriften – det var netop her, Wilhelm Knudsen især gjorde en indsats;
• Herudover var det dengang en afgørende forudsætning, at masseproduktion via samlebånd, som hidtil især var udviklet indenfor bilindustrien, blev rullet ud indenfor alle industrier, der deltog i oprustningen, og med en imponerende effektivitet – også her var Wilhelm Knudsen en vigtig aktør og kapacitet.

Det er da i det mindste starten på en opskrift, og der er mere at hente i de to nævnte bøger. Det minder jo lidt – men kun lidt! – om situationen med Coronaen, men klimaomstillingen er langt, langt mere kompleks at håndtere. Hvor Corona-indsatsen helt relevant havde en klar hovedvægt på kontrol, indebærer klimaomstillingen en grundlæggende total omkalfatring af hele samfundet – og af alle aspekter i samfundet! Her vil innovation være et klart hovedfokus.

Et enormt komplekst innovationsprojekt på nationalt niveau, og hvor vi skal udvikle hele tiden undervejs mens vi arbejder – en kolossal kontrast til den måde vores samfund fungerer på i dag…

Det burde i dag være overflødigt at argumentere for, at klimahandling er af afgørende vigtighed – og det er det sikkert også. Jeg vil dog alligevel nævne et par forhold, som jeg selv lægger stor vægt på i min egen forståelse af problemet. Planeten Jorden ligger i den afstand fra Solen, som man kalder ”den grønne zone” – den afstand, hvor der kan opstå liv, fordi der hverken er for varmt eller for koldt. Ingen andre af solsystemets planeter ligger i denne zone – et forhold, som de fleste vel er klar over i dag. Til gengæld er der nok ikke så mange, der er opmærksomme på, at Jorden faktisk ikke længere ligger i denne zone. Årsagen er, at Solen langsomt bliver varmere og er blevet ca. 30% varmere i de næsten 4 milliarder år, der har været liv på Jorden; den grønne zone flytter sig derfor langsomt udad i solsystemet. I dag ville temperaturen på Jorden være over 100 grader Celsius, hvis der ikke var liv – altså over vands kogepunkt – og liv ville derfor ikke kunne opstå. Jorden er derfor kun levende i dag, fordi den har været det i næsten 4 milliarder år – og fordi livet har sørget for at holde temperaturen indenfor de rammer, hvor livet kan trives, overleve og udvikle sig, til trods for, at Solen er blevet varmere.

Vores viden om, hvordan livet på den måde ”regulerer termostaten” er i dag begrænset, men vi ved, at det altovervejende er planetens mikroorganismer, der har varetaget og stadig varetager denne opgave – vi ved dog ikke præcist, hvordan det foregår. Vi ved også, at den løbende afkøling i væsentligt omfang er sket ved at CO2 i atmosfæren gradvist er blevet reduceret, dels via dannelse af kalkbjergarter i havet, og dels – men i meget mindre omfang – ved begravelse af organisk materiale, som vi i dag udnytter i form af kul, olie og naturgas. Endelig ved vi, at denne afkølingsmekanisme ikke kan vare evigt; på et tidspunkt vil reguleringen i biosfæren bryde sammen og temperaturen vil stige ret hurtigt til over vands kogepunkt – det kan dog vare meget længe, måske flere hundrede millioner år, måske endnu længere. Naturligvis forudsat, at vi ikke selv ødelægger tingene.

Vi ved faktisk meget lidt om vores levende planet, og vi ved endnu mindre om os selv – så vi er i dag i gang med et meget risikabelt hasardspil med vores eneste hjem og dermed med vores egen fremtid. Vi kan dog næppe ødelægge vores levende planet – men vi kan sagtens spolere den for os selv. Det er det, vi skal forsøge at lade være med.